I årene op til årtusindeskiftet var jeg meget optaget af den verden, som internettet og nye teknologier havde skabt. Jeg var temmelig pessimistisk med hensyn til medieudviklingen, fordi der allerede dengang blev skabt gigantiske konglomerater, men datidens medieverden var et rent paradis i forhold til den, vi befinder os i nu.
Engang var den amerikanske forfatter David Foster Wallaces roman ’Infinite Jest’ syret og vild fiktion, men nu er det lige før, fiktionen er blevet virkelighed. I Wallaces roman er den gamle virkelighedsfornemmelse erstattet af de store korporationers sponserede narrativer. Romanens titel, som på dansk må være noget i retning af ’Uendelig morskab’ er også titlen på en film i romanen, som det er livsfarligt at se.
Den er nemlig så underholdende, at ingen kan slippe den, hvis først de er begyndt at se den.
Lidt som man kan have det med den endeløse kavalkade af nyheder fra den ekstremt indflydelsesrige medievirksomhed, som Trumps personlige Twitter-konto er. Tænk engang: Denne avis når hver dag nogle få hundredtusind læsere. Trump har over 50 millioner følgere. På et hvilket som helst tidspunkt kan han stille golfkøllen fra sig og publicere noget, som når hele verden. En konspiration, en løgn, et eller andet surreelt, som påvirker ens verdensfornemmelse, fordi han er præsident.
Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg for nylig i tv så et interview med en amerikansk Trump-støtte. Han fik al sin information fra Fox News og holdt sin mobiltelefon frem, så man kunne se flowet af aggressive nyhedsklip fra Fox. Det var mandens meget bevidste valg af verdensbillede, der slog mig.
Han vidste sådan set godt, at Fox, der bakker ukritisk op om Trump, uanset hvad han siger og gør, præsenterede ham for en fiktion, men det spillede ingen rolle. Han opfatter CNN, New York Times, Washington Post og andre lignende medier som repræsentanter for en anden anden fiktion, et andet verdensbillede, og han foretrak klart at blive i den fiktion, som passede ham bedst.
Og sådan er det i USA. Konkurrerende og meget forskellige virkelighedsgengivelser står over for hinanden. Den ene ser Trump som en forbryder og kryptofascist, som bruger statsmagten til egne formål og derfor bør sættes på anklagebænken og afsættes. Den anden opfatter ham som en præsident, der endelig vil gøre noget ved de problemer, som Washington-eliten er ligeglade med. Kriminelle immigranter o.s.v.
Men er det ikke også sådan hos os? Vi vælger nyhedskilder og medier afhængigt af det politisk ståsted, vi har, også vi vil bekræftes. Hvis man f.eks. ikke længere kan udholde al den snak om undergang, så tyr man til Hans Rosling, den afdøde svenske professor, der fejrer triumfer med sin håbefulde bog ’Factfulness’.
Han peger med udgangspunkt i data på, at det går fremad på alle mulige områder. Han taler pessimismen midt i mod og kalder sig ’possibilist’, fordi han hellere vil tænke i muligheder end miste håbet. Roslings bog er fantastisk, hvis man har brug for midlertidigt ophold i et verdensbillede, hvor det går fremad.
Problemet er, at lige så snart man har læst den og lægger den fra sig, er man tilbage i det altomfattende mismod og selvpineri, som disse år bærer præg af også i Danmark. Man hverken føler eller mærker, at Rosling har ret. Og så er der jo lige det minus, at den sympatiske svensker i sin bog er meget tavs om alt, hvad der berører klimaet.
Min pointe er, at vi i et af verdens fredeligste og tryggeste og rigeste samfund er ramt af en undergangsfølelse, der kryber ind alle vegne, og som burde kunne afhjælpes med fakta. Det kan den desværre ikke, ser det ud til.
Rigtig mange har det som Trump-støtten, der bare ville have lov at være i fred i sin fiktion.
Og det er jo mareridtet. At hele ideen om oplysning og fornuft vil blive fejet af banen. At Opløsningstiden, som vi har levet i i et par årtier, vil bide sig fast. Fordi folk ikke længere kan holde ud at blive informeret. Fordi det lille hverdagsmenneske ikke længere magter at skulle forholde sig til syndfloden af modstridende oplysninger i den store verden. Om det så er Forældreintra, orker folk det ikke.
I avisen læste jeg, at en times Netflix svarer til samme CO2-udledning, som når man koger 8 liter vand. Således oplyst sukkede jeg dybt og lagde mig trodsigt på sofaen for at få en pause fra virkeligheden med en selvvalgt fiktion, men det lykkedes ikke rigtig.
