I sidste uge blev forhandlere fra EU-Parlamentet og EU’s medlemslande enige om en barselsaftale, der øremærker en del af den såkaldte forældreorlov til faren. Barselsorloven fordeles i dag så skævt mellem mor og far, at en graviditet har negative konsekvenser for mødres økonomi og tilknytning til arbejdsmarkedet, og det skal den nye aftale rette op på, når den er blevet formelt vedtaget og implementeret i medlemslandenes lovgivning.
Aftalen tog blandt andre Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, temmelig lunkent imod:
»Jeg synes, det er helt urimeligt, at EU her blander sig i, hvordan danske familier tilrettelægger deres egen private tid. Det synes jeg ikke engang, vi skal gøre i Folketinget, og at man nu gør det på europæisk plan, synes jeg er helt på månen«, udtalte han til TV 2.
Jeg forstår sådan set godt Kenneth Kristensen Berths harme. For selv om lovgivning bør være med til at rette op på strukturer, der åbenlyst har negative, måske endda diskriminerende, konsekvenser, er der en grænse for, hvor langt ind i familie- og privatlivet politikerne må give sig selv lov til at gå.
Hvis et forældrepar foretrækker at lade den ene forælder tage til salmesang og på ammecafé med babyen i den fulde barselsperiode, mens den anden sender mails og tager til møder, drikker kontorkaffe og sender rykkere til nogle eksterne samarbejdspartnere, så fred være med det, selv om det overgår min fatteevne, at nogen vil opgive muligheden for nogle uger eller måneder alene med deres børn til fordel for arbejdet.
Mia Amalie Holstein: Den største trussel mod vores frihed kommer ikke fra terroristerne, men fra vores folkevalgte politikerePå samme vis mener jeg, at kulturminister Mette Bock (LA), der jo også går for at være et liberalt menneske med respekt for andres dømmekraft, håndterede situationen rigtigt, da Jyllands-Posten i sidste uge kunne referere en rundspørge blandt præster, der viste, at hver 4. kvindelige præst i folkekirken har følt sig diskrimineret af mandlige kolleger, og at knap hver 10. kvindelige præst har oplevet, at mandlige kolleger nægter at give dem hånden.
Bocks kommentar til samme avis var afmålt og respektfuld: »Vores folkekirke bygger på en frihedstradition, som gør, at alle stadig kan være i den samme kirke. Jeg tror ikke, at det handler om styring og regler, men om at tage en åben diskussion om det. Det er med til at skubbe til tingene«.
I Danmark som i andre frisindede lande prædiker vi frihed under ansvar. Vi tvinger ikke nogen på barsel, og det ville da også se latterligt ud, hvis vi med love skulle tvinge mandlige præster til at trykke næve med deres kvindelige kolleger.
Eyvind Vesselbo: Der er ikke meget tilbage af Venstres dna i den udlændingepolitik, som partiet står for i dagDerfor forekommer det så uendelig ynkeligt, at der jo rent faktisk er store befolkningsgrupper, som politikerne, disse frihedselskende individer, udelukkende administrerer gennem tvang.
De mandlige præsters håndtryksafvisning kan ikke kaldes andet end diskrimination, om den så er sanktioneret af Vorherre eller Paulus eller et andet fantasivæsen. Men i tolerancens navn accepterer vi det. Samme rummelighed viser vi ikke de statsborgeraspiranter, der ikke vil trykke hånd med Inger Støjberg, subsidiært en modvillig borgmester.
Skulle man have lyst til at bruge sin frihed under ansvar til at bære niqab eller burka, bliver man snuppet af politiet og en del af den statistik, der viser, at 12 personer siden 1. august sidste år er blevet idømt bødestraf for at overtræde det eufemistisk navngivne tildækningsforbud.
Bor du i et udsat boligområde og har et barn over 1 år, bliver barnet tvunget i daginstitution under trusler om en mistet børnecheck, fordi der er for få ghettobørn, der taler godt dansk.
Nu skal vi så til at opleve et ’paradigmeskifte’ på udlændingeområdet, hvilket skal forstås på den måde, at politikerne ikke længere tror på, at integration nytter, og at det nok er bedst for sammenhængskraften og svineeksporten og vores muligheder for også at blive verdensmester i håndbold næste gang, at vi får sendt nogle flere af dem, der er kommet til Danmark, retur igen.
Jeg må være ærlig og skrive, at jeg ikke tror, det paradigmeskifte bliver oplevet som nogen stor ændring. Snarere blot som endnu et uopfindsomt sølle vrid i den samme slidte skrue, som også fik forhenværende folketingsmedlem for Venstre Eyvind Vesselbo til forleden at skrive i et debatindlæg: »Der er ikke meget tilbage af Venstres dna i den udlændingepolitik, som Venstre står for i dag«.
Meget kan man kalde den politik, vi møder indvandrere med, men liberal, det er den ikke. Dertil er statens formynderskab og ivrige regulering for markant. Men den er desværre efterhånden temmelig dansk.
fortsæt med at læse
Støjberg kan også få gode idéer – håndtrykket er en af dem
-
Mia Amalie Holstein: Den største trussel mod vores frihed kommer ikke fra terroristerne, men fra vores folkevalgte politikere
-
Eyvind Vesselbo: Der er ikke meget tilbage af Venstres dna i den udlændingepolitik, som partiet står for i dag
-
Jeg bliver kaldt småracist og fædrelandsnedbrydende. På sin vis burde jeg være glad - og så alligevel ikke
