Bogaktuel forsker: Lad os lave et forsøg - den næste måned er der ingen, der bruger ordet 'integration'

»Lad os lave et forsøg: Den næste måned er der ingen, der bruger ordet integration. Hverken politikere, debattører eller borgere. ’Integrationsfri februar’, kunne vi kalde det. Jeg er sikker på, at vi om en måned vil have en langt mere nuanceret og konstruktiv debat om de reelle, men meget forskellige problemer, der opstår i mødet mellem gammeldanskere og nydanskere«.

Udfordringen bliver stillet af lektor i antropologi ved Aarhus Universitet Mikkel Rytter, der i morgen udgiver debatbogen ’Integration’ i serien ’Tænkepauser’ fra Aarhus Universitetsforlag. Her indstiller han sigtekornet på det politiske buzzword integration, som han mener forplumrer den offentlige debat.

Mikkel Rytter, hvorfor må vi ikke sige ’integration’?

»Ordet integration er lidt som en kamæleon. Det bruges i alle mulige sammenhænge – fra arbejdsløshed og ægteskabsproblemer til social kontrol og fødevarer. Vi taler ufattelig meget om integration, og det fylder mere end nogensinde. Men hvad betyder det egentlig? Det er meget svært at definere. Det er et sort hul, der suger betydninger og alle mulige debatter til sig, og dermed kommer vi aldrig til bunds med de problemer, vi oprigtigt ønsker at løse«.

Men tror du ikke, de fleste danskere har en rimelig klar idé om, hvad ’integration’ betyder?

»Nej, jeg tror faktisk, svaret vil være ret uklart, hvis man spørger danskerne, hvad mener de med ’integration’. Nogle vil svare, at det handler om tilknytning til arbejdsmarkedet. Men i næste sætning vil de sige, at det handler om ægteskabspraksis og tro. Og i tredje sætning vil det handle om fødevareregler eller beklædning. Ordet er simpelthen overbrugt og er endt med at blive ubrugeligt«.

»Det svarer lidt til, hvis jeg som antropolog besøger en landsby i ’Langtbortistan’, hvor majoritetsbefolkningen bliver ved med at bruge ordet umbalumba, når de taler om minoritetsbefolkningen. ’Vi har et umbalumba-problem med minoritetens tilknytning til arbejdsmarkedet’, siger de. Eller: ’Minoriteternes ægteskaber og børneopdragelse er ikke umbalumba’. Som antropolog vil jeg da være interesseret i at vide, hvad ’umbalumba’ betyder for de indfødte, og hvad det gør ved forholdet mellem majoriteten og minoriteten i denne landsby. Tilsvarende er jeg interesseret i, hvad ’integration’ betyder og gør i en dansk sammenhæng«.

Men tror du ikke, de fleste vil sige noget i retning af, at ’integration’ betyder, at man som tilflytter respekterer og tilegner sig de danske værdier og tager del i det samfund, man har valgt at bosætte sig i?

»Jo, og det viser et andet problem: at ’integration’ har en blind plet. Det bliver brugt til at udgrænse folk. Der er ikke en ond vilje bag, men vi reproducerer et magthierarki og definerer, hvem der kan kræve integration af andre. Det er majoriteten over for minoriteten, gammeldanskere over for nydanskere, os over for dem. Det kan være svært at få øje på, hvis man ser ud som mig – har lyst hår, hedder Mikkel og er født og opvokset i Danmark. Ingen har nogensinde krævet integration fra mig, så det er ret problemfrit for mig at tale om integration af ’de andre’. Omvendt vil Muhammed eller Muniza hele tiden skulle forholde sig til deres mere eller mindre succesfulde integration. ’Integration’ er ikke et neutralt ord. Det er ikke uskyldigt«.

Men har nationalstater ikke brug for et sprog til at inkludere minoriteter eller nye tilflyttere?

»Jo, men integrationsbegrebet er løbet løbsk i Danmark. Vi må prøve at finde på andre begreber for at inkludere nye medborgere i den offentlige samtale på lige vilkår«.

Sisyfos om igen

Ifølge Mikkel Rytter fungerer integrationsbegrebet som en flytbar hegnspæl, der bliver ved med at optegne skellet mellem dem og os. Uanset hvor meget nydanskere anstrenger sig for at blive en del af ’os’, kommer de aldrig over på den anden side.

»Integrationen er et Sisyfos-arbejde. Sisyfos blev dømt til at rulle en sten op ad bjerget og måtte hver gang se den rulle ned igen. På samme måde må flygtninge og indvandrere hele tiden bestræbe sig på at gøre det, de får besked på, blot for at møde nye krav bagefter. Majoriteten bruger altså integrationsbegrebet som et magtredskab og kan hele tiden kræve, at minoriteten skal integrere sig«.

Er det ikke et fair krav?

»Jeg taler ikke imod, at man tilpasser sig en dansk velfærdsmodel, men jeg taler imod, at man rammesætter alt som integration. Jeg vil også anfægte ideen om det danske folk, hvor alle er så ens og homogene. Tit hører vi om danskerne som en stamme. Det er ret problematisk«.

Hvorfor?

»Jeg ser ikke nødvendigvis denne homogenitet. Man kunne også lave en fortælling om Danmark, hvor der er utrolig store forskelle mellem land og by, rig og fattig, mænd og kvinder, højre- og venstreorienterede, unge og gamle, internetbrugere og støvede avislæsere. Vi kan finde mange parametre, hvor man kan sige, at danskerne er meget forskellige. Jeg anerkender fuldt ud ideen om det nationale, men vi kan godt konstituere os med nogle fælles værdier uden at have et integrationsbegreb, der udgrænser minoriteterne«.

Risikerer vi så ikke, at det blive sværere at tale om de udfordringer, der er?

»Det er bestemt vigtigt, at vi taler om udfordringer ved flygtninge og indvandrere. Og det handler ikke om tonen. I må ikke misforstå mig. Men ved at kalde det hele integration, har vi ikke styr på, hvad det i virkeligheden handler om. Handler det om social kontrol, så lad os tale om social kontrol, handler det om 24-års reglen, så lad os tale om den. Det er ingen grund til at skøjte rundt mellem alle disse emner ved at bruge det samme karkludebegreb om det hele, nemlig integration. Det indebærer også, at vi forholder os til de konkrete flygtninge og indvandrere som rigtige personer og ikke som én stor kategori, som er mere eller mindre problematisk«.

Hvad er din opfordring så?

»I kan jo prøve at interviewe nogle politikere, som udtaler sig på integrationsområdet, og hver gang de siger ’integration’, skal I sige til dem: Hov, hov, prøv lige at sige, hvad du mener, uden at sige integration. Så tror jeg, at de vil famle rundt og have svært ved at formulere standpunkter og holdninger. Det kunne være sjovt at skabe en debat, hvor vi taler om udfordringer med minoriteter i det danske samfund, men uden at tale om integration. Hvis jeg nu har ret i, at begrebet producerer og reproducerer hierarkier og asymmetri og hele tiden er med til at udskille minoritetsgrupper i stedet for at inkludere dem, kunne det jo i sig selv være en motivation for ansvarlige politikere til at indføre en ’integrationsfri februar’«.