Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arkvtegning: Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer/Politiken-Tegning

Arkvtegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Julie er i chok efter uvant aften som skralder: Jeg fandt mad nok til at brødføde en familie en uge. Jeg måtte endda lade mad ligge, fordi jeg ikke havde plads i bilen

Jeg er i chok over mængden af madvarer, som går til spilde. Der er 64.500 fattige børn i Danmark, som sammen med deres familier kunne få gavn af al den mad.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I går prøvede jeg noget, som jeg aldrig har prøvet før. Noget, som jeg aldrig troede, at jeg ville gøre. Jeg var med en erfaren skralder ude at kigge i containere for at lede efter mad. Maden havde jeg på forhånd planlagt at donere til folk, som har brug for det. Hvis jeg altså kunne finde noget.

Hvorfor? Fordi jeg på det sidste har set så forfærdelig mange videoer og læst så mange artikler om madspild og om, hvordan Danmark håndterer madvarer. Men før jeg kunne udtale mig om det, blev jeg nødt til at se det med mine egne øjne.

Jeg meldte mig ind i en skraldegruppe på Facebook og spurgte, om der var en erfaren skralder, som ville tage mig i hånden. Hurtigt meldte en pige sig, og aftalen blev lavet. Klokken 21.15 en lørdag aften med lommelygte og masser af tøj på kørte vi af sted. Syv butikker nåede vi på halvanden time. Netto og Fakta. Som hun fortalte, så er Føtex, Meny og lignende store butikker alt for gode til at sætte lås på.

Jeg havde taget tre poser med. Jeg tænkte, at det var rigeligt og måske endda lidt for meget. Da jeg parkerede bilen foran vores hus på Østerbro, da vi var færdige, havde jeg alle tre poser fyldt til randen plus hele bagsædet fyldt med mad. Jeg havde ikke gjort noget ulovligt, jeg havde ikke rodet rundt i store containere eller fisket gammel mad op blandt gammelt skrald.

Jeg havde vitterlig løftet låget på forskellige containere på Amager og taget det, der lå øverst. Helt frisk mad, primært brød, frugt og grønt, som butikkerne ikke mente, at de kunne sælge. Kød lod jeg ligge, da jeg var i tvivl om, hvornår det sidst havde været på køl. Men med den mængde, vi fandt på den korte tid, vi var af sted, er der ingen tvivl om, at vi i Danmark slår tusindvis af dyr ihjel uden nogen som helst grund. Kødet ender alligevel i skraldespanden.

Det at løfte containerlåg kan næppe betegnes som hverken klamt eller farligt

Jeg må indrømme, at jeg er i chok over mængden af madvarer, som går til spilde. Der er 64.500 fattige børn i Danmark, som sammen med deres familier kunne få gavn af al den mad. Mad, som alligevel skal smides ud og brændes.

Jeg lod meget mad ligge, fordi jeg simpelthen ikke kunne have det i bilen. På halvanden time samlede jeg mad ind, som nemt kunne brødføde en familie i en uge. Langt de fleste butikker kendte til skraldere og havde intet problem. En enkelt butik havde hældt mel ud over maden for at undgå, at folk tog det. Til hvilket formål? Tænk, at de hellere vil have, at maden bliver smidt ud, end at den bliver spist.

Vi mødte flere skraldere på vores færden, som alle gjorde en dyd ud af at rydde pænt op efter sig. Det ved jeg selvfølgelig ikke, om alle gør, men disse gjorde. Unge friske mennesker, helt almindelige som du og jeg. Ud af de syv steder, vi besøgte, mødte vi kun nogen ved en enkel Netto. Alle andre steder lå afsides, og vi havde dem helt for os selv.

Den erfarne skralder, jeg fulgtes med, fortalte, at hun og andre dagen før havde stået og åbnet containere ved en Netto i Dragør, da en vagt fra området var kørt forbi og havde bedt dem om at lægge det hele tilbage. Også det, som de havde lagt i bilen. De forklarede ham, at de intet ulovligt gjorde, da containerne stod ulåst, men han insisterede og bad dem om ikke at komme igen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilken grund, han havde til at kræve det, kan jeg umuligt gætte mig til. Ydermere kan han slet ikke bestemme over de to skraldere, og de var både diskrete og ryddede op efter sig. Det undrer mig så inderligt, at en tilfældig vagt har behov for at blande sig i noget, som hjælper så mange i Danmark.

Nu er al maden afsat til andre, der kan få glæde af det, jeg har en stor pose gulerødder til hesten, og så har jeg gemt lidt rodfrugter til vores egen husstand. At tage med på en skraldetur er helt sikkert ikke for alle, og jeg har brugt mange uger på mentalt at forberede mig og nedbryde den barriere i hovedet, der fortalte mig, at det var forkert og ulækkert. Men nu, hvor jeg har prøvet det, må jeg bare konkludere, at vi har et kæmpe fødevareproblem, som burde tages meget mere alvorligt. Og at det at løfte containerlåg næppe kan betegnes som hverken klamt eller farligt.

Om jeg kommer til at løfte flere låg i fremtiden, aner jeg ikke. Men jeg vil anbefale alle, jeg kender, som er presset af et lille madbudget, alle studerende og alle, som vil gøre noget godt for miljøet, at komme i gang med at åbne containere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden