Debatten skal være bredere end minimumsnormeringer, og vi fokuserer for meget på, at alle ansatte i vuggestuer og børnehaver skal være pædagoger. Det mener Pernille Bendixen, børneordfører for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti: »Jeg tror aldrig, vi får løst problemerne, hvis jeg skal være helt ærlig«

Lyt til artiklen

Hvad vil I gøre ved det problem, som forældre og pædagoger peger på?

»Jeg synes, det er synd for de forældre, børn og personale, der faktisk er glade for deres dagtilbud, at det bliver kogt ned til at handle om normeringer. Selvfølgelig er der udfordringer nogle steder, men man må se på, hvad der går galt i den enkelte institution. Det kan også handle om dårlig ledelse. Når man bare snakker om minimumsnormering, gør man det til en debat med skyklapper på«.

Mener du, det er den enkelte ledelse, der er ansvarlig for den pressede hverdag, som forældre og pædagoger fortæller om?

»Når man oplever problemer med normeringer, kan det godt være, vi ikke har afsat nok ressourcer, men nogle gange skyldes problemet dårlig ledelse«.

Enhedslisten: »Løsningen er ikke at finde midlerne inden for de økonomiske rammer, institutionerne har, løsningen er at udvide rammerne«

Der er sket en strukturel udvikling i form af flere dokumentationskrav og besparelser, skal det ændres?

»Det er der så bare ikke. Vi har lige ændret dokumentationskravene, særligt i dagtilbuddene. Der er ikke nær den dokumentation, der var tidligere. I dag er det primært lederen, der skal dokumentere, og ikke det pædagogiske personale, så de har altså fået mere tid til børnene«.

Ifølge en undersøgelse fra Bureau 2000 er det kun er 51 pct. af de ansattes tid, der bruges på børnene, og det tal var 72 pct. i 70’erne. Så du kan mene, at der er sket noget på det seneste, men overordnet set har de ansatte vel fået mindre tid til børnene?

»Så vil jeg vende det om og sige, hvad var det for nogle tilbud, de havde i 70’erne, og hvad er det for nogle tilbud, vi har i dag? Jeg ved godt, hvor jeg helst vil aflevere mit barn i dagtilbud. Der er også sket noget, i forhold til hvilke krav forældrene stiller til dagtilbuddene i dag. For går du så langt tilbage som til 70’erne, så blev der ikke stillet nogen krav. Det bliver der i dag«.

Liberal Alliance om normeringer: »Jeg ville også være rasende, hvis jeg oplevede, at det skattetryk, vi har i Danmark, ikke kunne levere« 

FOA har lavet undersøgelse der viser, at 73 pct. af pædagoger og ledere mener, at deres institution i høj eller i nogen grad bruger tid på opgaver, der i deres øjne ikke tjener noget pædagogisk formål. Er det ikke et problem med alt det her bureaukrati?

»Jeg har ikke set, hvad de render og laver. Men når de siger, at de laver noget, der ikke giver mening for dem, så synes jeg, vi skal kigge på det. Det er dem, der har fagligheden, og jeg tror på, at de kan vurdere, hvad der er nødvendigt at dokumentere. Al unødvendig dokumentation skal væk. Det har vi også prøvet på. Hvor meget det er sluppet ud i kommunerne, ved jeg ikke«.

Kan I gøre mere for at formindske dokumentation?

»Jeg synes, personalet skal sætte sig ned og fortælle os præcis, hvad der ikke giver mening for dem. Det er så endnu en slags dokumentation, men det er sådan, det må være. Det bliver en træls opgave at løse, men så kan vi politikere forholde os til det og frigive nogle af kravene i loven«.

Radikale om minimumsnormeringer: »Ja, vi går til valg på det her. For mig er det den vigtigste sag overhovedet«

Vi har talt med en børnepsykolog, der forsker i dagtilbud, og en forsker i normeringer. De siger, at det er rigtig skidt, at vi ikke har et øvre loft for, hvor mange børn der må være til en voksen i daginstitutionerne, og at minimumsnormeringen helt klart vil kunne gøre det bedre ude i institutionerne. Når forskerne anbefaler det, hvorfor vil I så ikke gøre det?

»Der er forskere, der siger hvad som helst, det er jeg bare lige nødt til at sige. Men okay, fair nok, de siger så det der. Men jeg vil ikke lave en minimumsnormering. Jeg frygter, det bliver en standardnormering og en sovepude, og at det ikke alle steder løser de problemer, der er«.

Hvad vil I egentlig gøre? Hvad er der af konkrete løsninger?

»Jeg synes ikke, vi skal ikke være så fokuserede på, at alle ansatte skal være pædagoger, for de er dyre. Man kan i højere grad bruge pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Det synes jeg ikke bliver gjort ordentligt i dag«.

Er der noget konkret lovgivning eller penge på vej fra central hånd?

»Nu har vi lige sat en milliard af«.

Tror du problemerne så er løst med den milliard?

»Jeg tror aldrig, vi får løst problemerne, hvis jeg skal være helt ærlig. Det tror jeg ikke«.

Socialdemokratiet: »Jeg vil gerne investere i fremtiden, og det er vores børn«

Skal vi så lade være med at prøve? Skal vi stille os tilfredse?

»Fra central hånd handler det jo om lovgivning. Der synes jeg, lovgivningen er god, som den er«.

Så I vil ikke gøre mere?

»Vi vil gerne være med til at sætte flere ressourcer af til efteruddannelse og flere hænder, men det er noget, man laver på en finanslovsaftale«.

Hvor skal pengene komme fra?

»Altså, vi kan altid spare på udlændingeområdet«.

Serge Savin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her