Forleden deltog jeg i en ganske særlig reception. Det var, da Tv-Glad fyldte 20 år, og jeg var så heldig at være på gæstelisten. De fleste kender nok reportagerne fra den lille tv-station, som på den fineste måde er præget af, at reporterne er udviklingshæmmede. Der er ikke så meget lirumlarum. Spørgsmålene er skæve, direkte og uden omsvøb, og på forunderlig vis bliver svarene det samme, uanset hvilke mere eller mindre prominente personer, der er i projektørlyset.
Fejringen af 20-års dagen fyldte det gamle trykkeri på Rentemestervej i Københavns Nordvest-kvarter med sommerklædte mennesker, som ved første øjekast lignede en helt sædvanlig feststemt forsamling. Ved nærmere eftersyn var det ingenlunde tilfældet. Og det var det, der gjorde denne reception særlig.
