Jeg var ca. 9 år gammel, da jeg første gang fik lov til at gå alene hjem fra skole. Som aftalt luftede jeg først familiens hund, dernæst mødtes jeg med en veninde. Det var før mobiltelefonen, så vi skulle mødes foran Ordrup Kirke kl. 14. Og lige der, mens jeg ventede, gik det op for mig, at ingen i netop det øjeblik reelt vidste, hvor jeg var. Jeg kunne tage ind til byen, gå en tur i skoven eller blive stående og vente. Jeg var kastet ud i verden, ud i friheden.

Den frihed kender vi dog ikke længere. I dag tracker vi hinanden minutiøst. Hvis vi ikke benytter os af funktioner som ’Find venner’ eller deler vores lokation i Messenger, ringer vi ofte for at spørge: Hvor langt er du kommet? Eller: Hvornår er du hjemme?