Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningTrump i USA. Brexit i Europa. Frankrigs præsident, Macron, der i et interview siger, at Nato er »hjernedød«. For slet ikke at tale om de populistiske højrepartier, der vinder frem stort set overalt og har forvandlet lande som Polen og Ungarn til illiberale demokratier.
Man skal have boet under en meget stort sten for ikke at have bemærket, at Vesten ikke er i topform, og at dens værdier ikke just har medvind i disse år.
Men selv for en belæst og vidende observatør som Peter Frankopan, der er professor i global historie på Oxford University, er det en aha-oplevelse af rejse rundt i Asien og Centralasien i disse år.
»I Storbritannien er der ingen, der ved, hvad der sker om en måneds tid. Hvem er landets leder? Skal vi ud af EU med et hårdt Brexit eller et blødt Brexit eller måske slet ikke ud overhovedet? Ingen aner det, og ingen har tænkt ret meget længere end det. De seneste tre år har alt handlet om Brexit. Morgen, middag og aften«.
Det går typisk galt for imperier og regimer, når de mister deres retning, og når lederne ikke rigtig ved, hvor de vil hen
»Eller tag USA, hvor politik bliver ført via Twitter, og ingen aner, hvad der sker i morgen. Sådan er det ikke i Asien. Når man holder møder med ledere derude, taler de om langsigtede planer – hvordan deres lande skal udvikle sig de næste 10, 20, 30 år, teknologisk, militært, geopolitisk«.
Her går ifølge Peter Frankopan den helt store skillelinje netop nu: Stormagterne i Asien ved, hvad de vil, og hvor de vil hen, mens USA og Europa står rådvilde og blottet for strategiske visioner.
»At man har en plan, betyder naturligvis ikke, at den bliver til noget. Men det er generelt bedre at have en plan end ikke at have en. Mit speciale er historie over meget lange perioder, og der er en slående faktor, at det typisk går galt for imperier og regimer, når de mister deres retning, og når lederne ikke rigtig ved, hvor de vil hen«.
Vestlige stemmer er uinteressante
Peter Frankopan blev en international stjerne med sin bog ’Silkevejene’ i 2015. Her gav han et blik på verden set fra en helt anden vinkel end vanligt og viste, hvordan de gamle handelsveje mellem Asien og Europa, de såkaldte silkeveje, var ved at genopstå.
Timingen var perfekt. Den udkom, netop som Trump og Brexit satte en fed streg under den politiske krise i Vesten. Ikke alene blev bogen en bestseller, den blev læst i de allerøverste diplomatiske cirkler; The Financial Times berettede om, hvordan den lå på den tidligere afghanske præsident Hamid Kharzeis skrivebord, og iranske topledere brokkede sig over, at de igen og igen fik den foræret af besøgende.
I sin nye bog, ’De nye silkeveje’, der udkom på dansk tidligere på efteråret, dykker Frankopan ned i den nuværende udvikling. Han forlod de behagelige rammer i Oxford og tog selv ud i felten i Centralasien og Kina for at se, hvad der egentlig foregår. Et centralt fokus er Kinas storstilede ’One Belt, One Road’-initiativ, der skal styrke infrastrukturen mellem Kina og resten af verden, men Frankopan ser også mere bredt på udviklingen. Så hvor ’Silkevejene’ var et klassisk historisk værk, er hans nye bog mere journalistisk og budskabet mere aktuelt og fremadrettet.
»Der er noget helt vildt over at rejse og være ude i de områder. Det hele går vanvittig stærkt, ikke bare byggeriet, men også den teknologiske og geopolitisk udvikling. Man ser bogstavelig talt en ny verden og verdensorden blive skabt«, siger Frankopan.
Det er, som om vi er faret vild i vores eget kapitalistiske system de seneste 15 år
»’One Belt, One Road’-initiativet blev lanceret i 2013. Det spreder sig nu over mindst 80 lande. Det rammer omkring to tredjedele af verdens befolkning og omkring en tredjedel af verdens produktion. Ifølge nogle statistikker brugte Kina de sidste tre år mere cement, end USA gjorde i hele det 20. århundred. Der sker virkelig noget«, siger Frankopane, der ironisk sammenligner ’One Belt, One Road’ med ’Northern Powerhouse’ – et britisk infrastrukturprojekt, der blev lanceret på cirka samme tid, og hvis største bedrift ifølge Frankopan synes at være en ekstra indgang til togstationen i Leeds.
»Skalaen er bare en helt, helt anden. Jeg mener, at Kina har over 150 byer med mere end en million indbyggere. Jeg mener, at USA har ti. Størrelsen og ambitionerne er et helt andet sted end i Vesten og ikke nok med det: Vesten er stort set fraværende på scenen«, siger Frankopan.
»Når man kommer til møder derude, er der stort set ingen mennesker fra Vesten. Der er folk fra Kina, Rusland, Mellemøsten og resten af Asien. Men typisk ingen fra USA eller Europa«.
Men er det ikke ret naturligt? Det er trods alt i de lande, møderne finder sted ...
»Jo, det kan du sige. Men for ikke ret mange år siden ville det have vrimlet med vestlige eksperter og interessenter. Det er slående, at der tydeligvis ikke længere opleves et behov for vestlig bistand – hverken teknisk, økonomisk eller politisk. Den fremtid, de bygger derovre, er vi helt bogstaveligt ikke en del af«.
Vi sukker efter godt lederskab, venter på det som i ’Hamlet’, men indtil videre har vi fået Trump og Johnson
Skriv kommentar