For nylig stod jeg i kø i idylliske Rochester, i staten New Hampshire, USA. Jeg ventede på Bernie Sanders. Køen var lang, solen skinnede, og sneen havde lagt sig så fint på græsplænen foran byens lille fine operahus. Rammerne var i top.
Det var mine forventninger ikke. Fire år tidligere havde jeg stået samme sted i en lignende kø og også dengang ventet på Bernie Sanders. Da var han mange unges nye håb, bare 74 år, venstrefløjens knytnæve mod Hillary Clinton og etablissementet, tiljublet af unge, der kunne have været mine børn og hans børnebørn. Forventningen var derfor høj den februardag i 2016, der var lagt op til en brandtale, men det fes noget ud. Sanders var tør og tenderende vredladen. Skarp i analysen, men nogen brandtaler var han ikke. Til gengæld talte han umanerligt længe. Han var indigneret og insisterende indtil det stædige. I min, måske lidt gammeldags, politiske lærebog ville han have været en fremragende oppositionspolitiker. Men en præsident, der skulle samle og favne et helt land? Arj, det var svært at se.
