0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bjørn Bredal: Det er alt for kortsigtet og farligt at lade salgstallene være altdominerende i kulturen

Kulturen er det lille lands indre forsvar. Men Designmuseum Danmark genåbner tidligst om halvandet år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sidste søndag genåbnede Det Kongelige Teater. På den store scene i Operaen spillede Det Kongelige Kapel en koncert i verdensklasse for udsolgt sal (skønt corona havde hver anden plads). Nok en af Europas hurtigste genåbninger af et operahus. Festligt!

Mindre festligt går det for sig et andet sted i kulturlivet. Designmuseum Danmark har fyret de fleste af sine medarbejdere og kommer tidligst til at genåbne om halvandet år, når/hvis turisterne vender tilbage. Trist.

Festligt og trist. Med al respekt både for Designmuseets sørgelige situation og størrelsesforholdene (teaterelefant og museumsmus), siger teatrets ekstremt hurtige og museets ekstremt langsomme genåbning noget om kulturelle vilkår og strategier i en globaliseret verden. En verden, som nok fremover bør afglobaliseres en lille smule.

Det Kongelige Teater har sit publikum og sin verdensklasse fuldstændig intakt, selv om de fleste fly stadig står på jorden ude i lufthavnen. Den ene mestersanger efter den anden demonstrerer samme internationale topniveau, som også dirigent og orkester befinder sig på. Det er Danmark dejligst, og det er alt andet end provinsielt.

Hvis vi lader den globaliserede turist- og oplevelsesøkonomi bestemme succeskriterierne for dansk kultur, bliver vi paradoksalt nok mindre internationale, mere provinsielle

Designmuseet, derimod. Det hedder Danmark til efternavn, men det bliver det hverken mere dansk eller mere internationalt af, skønt det var meningen. Da Kunstindustrimuseet skiftede navn til Designmuseum Danmark, var det planen at få gang i tælleapparaterne ved at trække turister til. Det lykkedes.

Men det sproglige skift fra Kunstindustrimuseet til Designmuseum DANMARK dækkede over det modsatte. Det mindede om dengang, benzinstationer blev til selvbetjening, afskaffede al service og skiftede navn til ’servicestationer’. Designmuseum Danmark tog et ryk ud af dansk kultur og ind i et globaliseret marked for krydstogter og turisme. Dansk design blev et brand, der skulle sælges, frem for et felt, der skulle undersøges og udvikles. Visse af museets udstillinger blev tænkt som varer, nogle af dem så hurtige, at de kunne konsumeres af turister på et par timers mellemlanding. Ikke kulturudveksling, men kulturkonsum.

Nu skal Kunstindustrimuseet, altså Designmuseum Danmark, have lov til at sunde sig og finde ud af, om museet overhovedet kan genåbne om halvandet år. De fristelser og udfordringer, som museet er faldet for, kendes af mange kulturvirksomheder og navnlig museer. Hvis tælleapparaterne for alvor skal i gang, kan man altid forsøge at dirigere en del af masseturismen ind omkring museet. Det ser flot ud i besøgsstatistikken, det booster økonomien på kort sigt, og det kan sælges til politikere og beslutningstagere som noget med outreach og inklusion og alt det andet kapitalt korrekte. Men det risikerer at tage sjælen ud af museet og gøre det til en tom skal omkring et salgsapparat.

DET KONGELIGE TEATERS verdensklasse hindrer det ikke i at være solidt forankret i dansk kultur med et stort og trofast lokalt og internationalt publikum. Designmuseets tilstræbt internationale profil hindrer det ikke i at risikere provinsiel glemsel, så snart turismen svigter. Perspektivet går et godt stykke ud over den helt aktuelle coronasituation, det handler om det lille land i den store verden.

Vi er ikke i krig. Men vi har været det før, og nye krige kan komme. Den internationale retsorden forvitrer, og USA er ikke længere planetens politimand. Alt er farligere, sådan som det også var i første halvdel af det 20. århundred med de to verdenskrige. En central idé hos mange af dem, der dengang skulle styre det lille, neutrale Danmark gennem store krige og kriser, var ideen om det indre forsvar: kulturen.

Allerede Georg Brandes formulerede tanken om, at en levende kultur kan være et bedre forsvar end et stærkt militær. Tanken blev videreført på en radikal måde (alt for radikal for Brandes) af det mest indflydelsesrige menneske i dansk udenrigspolitik gennem hele perioden op til Anden Verdenskrig: P. Munch, der både blev indenrigs-, forsvars- og udenrigsminister. Et land med højt uddannelsesniveau, blomstrende sprog, aktivt kunstliv og stærk historisk bevidsthed kan ikke underkues, mente Munch og mange med ham.

Det indre forsvar, altså. Man behøver ikke nødvendigvis, som P. Munch, kombinere kulturel oprustning med militær nedrustning for at tænke, at ideen har meget for sig – også i en globaliseret verden. Kulturforsvaret.

Hvis vi lader den globaliserede turist- og oplevelsesøkonomi bestemme succeskriterierne for dansk kultur, bliver vi paradoksalt nok mindre internationale, mere provinsielle – og kommer i enhver forstand til at leve livet farligere.

FRA KULTURPOLITIK til udenrigspolitik. Der er glidende overgang. Det er alt for kortsigtet og farligt at lade salgstallene være altdominerende i kulturen – men det gælder også i diplomatiet og udenrigspolitikken!

Dansk diplomati udvikler/afvikler sig år for år til en salgsorganisation for danske varer. Udenrigsministeriet bliver ikke blot konstant beskåret, det bliver også fjernet fra sin kerneopgave, det livsvigtige diplomati. Danske virksomheder bliver glade, når de får hjælp til at sælge deres varer, og danske turister bliver glade, når Udenrigsministeriet redder dem ud af farlige situationer. Det er alt sammen glimrende, og det er alt sammen populært og gør sig godt på tv. Men hvis vi deponerer vores diplomati i turisme og salgsfremstød, risikerer vi nedlukning som land og selvstændig kultur, den dag der for alvor bliver brug for diplomater: dygtige mennesker med vidt udsyn og international horisont, som for alvor har forstand på aftaler, forhandlinger, magtbalancer, krig og fred.

Også i diplomatiet kan det paradoksalt nok blive farligt og provinsielt at fare verden rundt med salgsmappe og tælleapparat.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce