At være sin egen lykkes smed, at være robust, og at man kan, hvad man vil, er ideer, som Svend Brinkmann længe har talt imod, for i stedet at tage nej-hatten på. For det har nogle kedelige afledte effekter, mener psykologen.
Én af dem er, at det igennem de seneste år, i offentlighedens øjne, er blevet mere og mere problematisk at trække offerkortet. Og det er et stort problem, hvis man ikke føler, man må råbe højt om de krænkelser, man oplever. Svend Brinkmann så det senest eksemplificeret i debatten på DR 2, da Sofie Linde stod over for Pia Kjærsgaard.
»Det var paradoksalt, fordi Sofie Linde træder frem stærk og fortæller om noget, hun har været offer for. Og så får hun at vide, at det var for galt at gøre sig selv til offer på den måde. Og det var ekstra paradoksalt, at Sofie Linde desværre benægtede, at hun var et offer. Det siger noget om, hvor tabuiseret det er at være et offer. Fordi det rigtige at svare er jo, »ja, jeg er et offer, og hvad så? Nu taler jeg så om, hvad jeg er offer for««.
Hvorfor er det, at begrebet ’offerrolle’ er så interessant og aktuelt?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar