Hvordan har jeg det så tre uger efter vores valg? Jeg er benovet og rædselsslagen. Benovet over demokratiets mobilisering i USA. Det var vores mest imponerende valg siden 1864 og måske det vigtigste siden 1800.
Alligevel er jeg også rædselsslagen over, hvor let dette kunne være blevet vores sidste valg, hvis ikke det havde været for nogle få tusind stemmer i nogle afgørende stater.
Det er, som om Frihedsgudinden 3. november krydsede gaden i New York, da en sindssyg fyr i en bus kom drønende over for rødt. Hun nåede lige akkurat at springe til side, men nu sidder hun på kantstenen med bankende hjerte og er bare lykkelig over at være i live.
Men hun ved – hun ved – hvor tæt hun var på at blive ramt. Hun ved, at den hensynsløse buschauffør aldrig holder for rødt og stadig kører rundt i gaderne, og at der gudhjælpemig stadig er masser af hans passagerer, der jubler over den vilde tur, selv om mange af dem inderst inde ved, at han udgør en trussel mod hele byen.
Lad os se lidt nærmere på det hele. Tænk først lige på, hvor imponerende dette valg var. Midt under en stadig værre pandemi var der væsentlig flere amerikanere, der stemte, end nogensinde før – republikanere, demokrater og uafhængige. Og det var deres medborgere, der som valgtilforordnede passede valgstederne og foretog optællingen. Mange af de valgtilforordnede er ældre amerikanere, som havde meldt sig frivilligt, selv om de vidste, at de kunne blive smittet med corona, hvilket nogle af dem også blev.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar