For nylig ankom en længe ventet pakke til min lejlighed i New York. En skudsikker vest i størrelse small, som jeg bestilte, i anledning af at jeg skulle dække det amerikanske præsidentvalg. Vesten ankom tre uger senere end beregnet – tre uger efter valget og Joe Bidens sejr. Det skudsikre overtøj var nemlig i restordre. Sikkerhedsfirmaet var simpelthen løbet tør for veste på grund af den voldsomme efterspørgsel inden valget.
Jeg bestilte vesten og en gasmaske, efter at en af mine skandinaviske journalistkollegaer havde fået besked på det af sin sikkerhedsafdeling. Det føltes som en klog beslutning, i betragtning af at jeg hele sommeren havde dækket demonstrationer, hvor folk dukkede op tungt bevæbnet. Efter at jeg havde smagt min første peberspray fra politiet ved en Black Lives Matter-demonstration foran Det Hvide Hus.
Og da jeg havde interviewet Enrique Tarrio, formanden for hadgruppen Proud Boys, som få uger før valget stolt sagde til mig, at gruppen var »semivoldelig« og ville møde talstærkt op ved valgstederne for at se, om alt gik rigtigt til.
Gjorde vi, medierne, det værre, end det var? Piskede vi en stemning op med vores indkøb af skudsikre veste?
Proud Boys er gruppen, som præsident Trump som bekendt i den sidste tv-debat bad om at »stand back and stand by«, om at træde et skridt tilbage og være i beredskab. Noget, flere i gruppen tolkede som en opfordring til at være klar til korporligheder i præsidentens navn.
Men den lørdag, da Joe Biden blev erklæret som vinder, var det, der mest blev skudt af, konfetti og champagnepropper i Wilmington i Delaware, hvor jeg så Joe Biden holde sin sejrstale, og i gaderne i hovedstaden Washington, D.C., som jeg havde forladt samme dag. De bevæbnede militia-grupper blev for størstedelens vedkommende hjemme den dag.
Efterfølgende har jeg taget mig selv i at tænke: Gjorde vi, medierne, det værre, end det var? Piskede vi en stemning op med vores indkøb af skudsikre veste? Ved at blive ved med at citere amerikanere for at sige, at de frygtede, at det dybt splittede USA var på vej mod en borgerkrig?
For mange amerikaneres vedkommende gik livet og hverdagen – om end coronapåvirket – videre efter valget.
At hverdagen fortsætter, og at en borgerkrig ikke ligefrem brød ud i de amerikanske gader efter valget, betyder dog ikke, at der ikke har været vold, eller at voldsparatheden ikke findes lige under overfladen.
Efter valget kom det for eksempel frem, at politiet i Philadelphia i svingstaten Pennsylvania havde anholdt to mænd og en kvinde. Philadelphia var som bekendt en af de byer, hvor stemmeoptællingen fortsatte i dagevis og endte med at være tungen på vægtskålen for Joe Biden.
Ikke langt fra optællingsstedet parkerede de tre personer deres sølvfarvede Hummer fuld af QAnon-klistermærker. Politiet arresterede gruppen efter et tip om, at de var kørt dertil for at »få sat tingene på plads«. I sin lomme havde den ene en 9-millimeters Beretta. Et automatvåben og endnu et håndvåben blev ifølge lokale medier fundet i bilen.
Trumps retorik om valgsnyd og hans talrige opfordringer til at gøre oprør mod det er fortsat og intensiveret efter valget. I en sådan grad at republikanske politikere, der har ansvaret for valget i svingstaten Georgia – en stat, der stemte demokratisk for første gang siden 1992 – er blevet truet på livet af Trump-følgere, der mener, at de republikanske lokalpolitikere er med i svindlen.
I Georgia stod en af statens republikanere, Gabriel Sterling, i sidste uge frem og tryglede præsidenten om at stoppe med sine »grundløse angreb« på ham og andre republikanere, der fører opsyn med valget.
»Det er nødt til at stoppe«, sagde Gabriel Sterling med oprørt stemme. »Hr. præsident, du har ikke fordømt disse handlinger eller disse ord«, sagde han og advarede: »Det ender med, at nogen bliver slået ihjel«.
Jeg har selv netop besøgt Georgia, hvor jeg var til Trumps første vælgermøde efter hans nederlag. En pensioneret flymekaniker, Robert Brown, afviste, at Biden havde vundet – ligesom alle andre, som jeg interviewede den aften, blandt de tusindvis af tilstedeværende Trump-tilhængere. Flymekanikeren fortalte mig, at han og andre Georgia boys som ham ville gribe til våben, hvis det alligevel skulle vise sig, at Joe Biden og Kamala Harris bliver taget i ed 20. januar.
»Har du ikke set de tomme hylder i våbenbutikkerne, skattepige?«, sagde han til mig og formede en pistol med sine hænder for at understrege sin pointe: »Bang, bang, bang«.
Skriv kommentar