0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henrik Palle: Tænk, hvis Det Kongelige blev folkeeje

Hvorfor er det så galt med musicals og julekalendere på nationalscenen? Jeg kan ikke se problemet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Arkivtegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kunne nærmest mærke, hvordan darjeelingen gik i den gale hals, da det mere eller mindre blev vedtaget, at Det Kongelige Teater blandt meget andet skal sætte flere musicals på programmet. Jamen fy og føj og sikke noget folkeligt svineri, lød det fra et forarget kor bestående af private musicalentreprenører og spidsborgerligt orienterede operatosser. Den ene gruppe så sig underløbet af den store stygge stat, som ved at tillade pop og halløj på nationalscenen ville fjerne det økonomiske grundlag for deres forretning; den anden havde bare rædslen malet i alle ansigtstræk ved udsigt til at se ’Parsifal’ eller ’Cosi fan Tutte’ erstattet med ’Evita’ eller – oh ve, oh skræk, obo – ’The Sound of Music’. Som om det på en eller anden måde skulle besmudse den fine gamle institution og dens knirkende brædder, hvor Poul Reumerts trin stadig giver genlyd, hvis man i øget omfang gav til den særlige perverterede blanding af østrigsk operette, vals og poppet swingmusik, som er den amerikanske musicals fundament. Så hellere Carl Nielsens ’Maskarade’ og den med »fordum var der fred på gaden, førend vægtren råbte ni«, som i sin tid var bidende ironisk og kritisk.

Kønt fandt somme det ej heller, at årets – i øvrigt fremragende – familiejulekalender på DR 1 havde Det Kongelige Teater som kulisse. For hvad var dog for noget ubehagelig branding, som dér fandt sted? Kritiske røster mente, at det var en underlig blanding, når nationalteatret og den tidligere statsradiofoni teamede op i de dimensioner. Gratis reklame til Kongens Nytorv og lovlig fedt regi til de subversive lejesvende fra mediemonstret i Ørestad. Puha. Man mærker hensigten og får en grimmer fornemmelse i sin borgerlige mavse. Faktisk more than a feeling, for nu at citere et af 1970’ernes mest elskede heavy metal-numre.

Men hvad er egentlig problemet? Det Kongelige Teater burde være vores alle sammens scene, ej blot til lyst, naturligvis, men helst heller ikke forbeholdt en sammenbidt og indspist kulturelite, der vogter over finkulturens dyd, som var den en adelsjomfu i regency-årenes England.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere