I 2005 kom daværende V-minister Eva Kjer Hansen i alvorligt politisk stormvejr for at sige, at »ulighed skaber dynamik i samfundet«, og åbent advokere for større forskelle. Men selv om udtalelsen blev anset som politisk uklog, var der sikkert mange i det økonomiske establishment, der gav Eva Kjer ret. Det var i de brølende 00’ere før finanskrise, Trump, De Gule Veste og Occupy Wall Street, og kapitalismen syntes i fin form.

Sådan er det imidlertid ikke længere. Årtiets største økonomiske bestseller er stjerneøkonomen Thomas Pikettys ’Kapitalen i det 21. århundrede’. Og når verdens erhvervselite hvert år mødes i den schweiziske alpeby Davos, er ulighed øverst på dagsordenen. I dag tager selv internationale organisationer som Den Internationale Valutafond (IMF) og OECD, der tidligere har været nogle af de mest ortodokse tilhængere af stram liberalistisk finanspolitik, ulighed dybt alvorligt. Faktisk er der i dag konsensus om, at ulighed skader væksten. Hos IMF påpeger man f.eks., at stigende ulighed kan modvirke væksten ved at svække efterspørgslen, føre til øget finansiel ustabilitet på grund af et højere privat gældsniveau eller skade den overordnede politiske stabilitet.