Efter Brexit risikerer Storbritannien og EU at gå i Gore Vidal-fælden. Den altid skarpe amerikanske forfatter sagde: »Det er ikke nok at vinde. Andre skal tabe«. Lige nu hersker en stærk politisk logik, der presser begge parter til at gøre den andens relative nederlag til et mål for egen succes.
Vi har allerede set det i forbindelse med vaccinationerne mod covid-19, hvor den britiske premierminister, Boris Johnson, har pralet med, at Storbritannien har vaccineret flere end resten af Europa tilsammen. Gavin Williamson, den britiske undervisningsminister, trak sammenligningen ned på et endnu mere barnligt niveau, da han forklarede det med, »at vi er et langt bedre land end nogen af de andre«. Dermed er Gore Vidals tanke en central del af Brexit-tilhængernes projekt, hvor øvelsen hele tiden har været, at »Storbritannien vil klare sig bedre uden for« EU-samarbejdet.
Det ræsonnement fylder ikke så meget på EU-siden, ikke mindst fordi EU har så meget andet på sin tallerken. Men ræsonnementet findes ikke desto mindre, især i lande, hvor stærke EU-kritiske politikere, for eksempel Marine Le Pen, ellers kunne finde på at fremhæve det ’befriede’ Storbritanniens succes. For eksempel hos Frankrigs talentfulde europaminister, Clément Beaune, der på Twitter påpegede, at Storbritannien straffer sig selv ved at forlade samarbejdet, men »det var også nødvendigt at vise, hvad prisen er for at melde sig ud«, tilføjede han.
Men forhandlingerne er jo overstået, kunne man indvende. Vi har en aftale. Sådan hænger det bare ikke sammen. Storbritannien vil i de kommende år befinde sig i en tilstand af permanente forhandlinger med EU. Boris Johnsons regering har fået en fremragende aftale om varehandel – altså fremragende for EU. Tyske biler kan fortsat eksporteres til Storbritannien ligesom andre produkter, hvor EU har et handelsoverskud i forhold til Storbritannien. Hvad angår de 80 procent af den britiske økonomi, der udgøres af tjenesteydelser, er der stort set ikke indgået aftaler. Heller ikke finansielle tjenesteydelser, der tegner sig for næsten 10 procent af den britiske eksport. Som Clément Beaune triumferende tweetede, mistede børsen i London værdipapirhandler for omkring 45 milliarder kroner til markeder i EU på årets første handelsdag.
I en glimrende rapport skrevet af handelseksperten David Henig for interesseorganisationen Best for Britain påpeges det, at Boris Johnsons aftale blot er »et skelet for et fremtidigt samarbejde«. David Henig udpeger en lang række områder, hvor det vil være i Storbritanniens interesse at sikre sig yderligere aftaler. I mange tilfælde har EU ensidig beslutningskraft, blandt andet når det drejer sig om at sikre lige vilkår for Storbritanniens finansielle tjenesteydelser, og nogle aftaler kan EU trække sig ud af, hvilket schweizerne har erfaret. Magtasymmetrien mellem de to parter er nu mere udtalt end nogensinde før.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar