Jeg har i nogen tid gået rundt med en følelse af lige dele tristhed og indignation på grund af den situation, landets (og hele verdens) unge befinder sig i. Følelsen er vokset i takt med de mange meldinger om unges mistrivsel, der har været fremme i medierne de seneste uger.

Rektorerne er bekymrede for de hjemsendte gymnasieelever, skolelærere observerer ændret adfærd i negativ retning, Psykiatrifonden melder om stor stigning i henvendelser, flere onlinerådgivningscentre ligeså, og mange unge giver selv udtryk for at være ensomme, have svært ved at bevare motivationen i forhold til online-undervisningen og i det hele taget være tæt på at miste modet. Mistrivslen blandt de unge er ifølge eksperter værre end under nedlukningen i foråret, men det er, som om de unges mentale sundhed ikke vægter så meget i det store regnskab, som den burde.