DR Ramasjangs John, der med sin dillermand kan redde hele verden, hvis han bare fik lov, har været de seneste par ugers kontroversielle bidrag. Serien har enten vakt latter, forargelse eller bare sat streg under krænkelseskulturens pseudoproblemer. Mens nogle udstøder flade grin, og andre bekymrer sig om børns eksponering for monstrøse kønsorganer og overseksualisering, får John Dillermands indtræden i mediebilledet mig til at tænke, som tv-karakteren Carrie Bradshaw i ’Sex and the City’, der altid undrede sig over alverdens aspekter og nuancer af kærlighedslivet: Hvor er den kvindelige ækvivalent til John Dillermand?

Dette virker måske som et absurd og endda ligegyldigt spørgsmål at stille i en tid præget af viruspandemi og dens mange mutationer, som muterer det lille håb, vi alle har, om snart igen at kunne spise italiensk pasta på netop vores yndlingsrestaurant. Men hvor coronavirussen tilsyneladende har en vaccine, er kønsindskrænkning en sygdom, hvis symptomatiske udtryk ikke ser ud til at have en antidot. Og som gennem de seneste hundrede år er muteret og har ændret form og farve.