0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gymnasieelev: Verden har brug for den kvindelige John Dillermand

At ordet ’pussy’ stadig bruges nedværdigende for at beskrive en svag og kujonagtig person, mens John Dillermand med sin meterlange penis af en brandslukker kan slukke for alle verdens problemer, vidner om det ubestridelige mellemrum, der eksisterer mellem mænd og kvinder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Arkivtegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

DR Ramasjangs John, der med sin dillermand kan redde hele verden, hvis han bare fik lov, har været de seneste par ugers kontroversielle bidrag. Serien har enten vakt latter, forargelse eller bare sat streg under krænkelseskulturens pseudoproblemer. Mens nogle udstøder flade grin, og andre bekymrer sig om børns eksponering for monstrøse kønsorganer og overseksualisering, får John Dillermands indtræden i mediebilledet mig til at tænke, som tv-karakteren Carrie Bradshaw i ’Sex and the City’, der altid undrede sig over alverdens aspekter og nuancer af kærlighedslivet: Hvor er den kvindelige ækvivalent til John Dillermand?

Dette virker måske som et absurd og endda ligegyldigt spørgsmål at stille i en tid præget af viruspandemi og dens mange mutationer, som muterer det lille håb, vi alle har, om snart igen at kunne spise italiensk pasta på netop vores yndlingsrestaurant. Men hvor coronavirussen tilsyneladende har en vaccine, er kønsindskrænkning en sygdom, hvis symptomatiske udtryk ikke ser ud til at have en antidot. Og som gennem de seneste hundrede år er muteret og har ændret form og farve.

De mange sager, der det seneste år har været i fremme i medierne om kvinder, der krænkes seksuelt på arbejdspladser, er blot ét symptom. Sagerne viser, at kvinder stadig i høj grad objektiviseres. At mænds succes på arbejdspladsen afgøres som i et meritokrati, mens kvindens succes mere passer ind i et teokrati, hvor theos hverken er kvalifikationer eller arbejdsindsats, men sexappeal.

Problemet ved dette er, at der opstår en slags selvmodsigende tendens. Vi skubber kvinder (og mænd) mod en afdanket tankegang, der siger, at kvinder ikke må frigøres seksuelt, men at de gerne må og bør seksualiseres. Selv i det 21. århundrede kan kvinder ikke vise brystvorter uden åbenbart at ose af en dunst, der fortæller alle mænd, at hun er vådere end Amazonas selv. Vi kvinder har ikke samme frihed til at udfolde vores seksualitet og seksuelle begær uden at blive udsat for social kontrol i form af udstødelse og indskrænkning, som både kommer fra mænd og kvinder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter