I Politikens leder 6. januar skriver Marcus Rubin, at børneudsendelsen om John Dillermand er frisindets triumf. Han konkluderer, at kernen i debatten er, om udsendelsen går for langt i forhold til tabubelagte temaer. Således demonstrerer han, at han simpelthen ikke har fattet, hvad modstanden skyldes.
Indvendingerne går jo ikke på, at der brydes tabuer. Altså, vi er i Danmark, i 2021. De få tabuer, der er tilbage, må man vist godt bryde.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


