De hvide telte er pløkket i ujævne grusveje. Her er tæt af mennesker, så langt øjet rækker. Titusindvis af kvindelige skikkelser er gemt under sort tildækning, der vidner om den herskende tro mellem teltene. Det er virkeligheden i en udendørs fangelejr i Syriens udkant.
Her vokser også danske børn op i fangenskab. Islamisk Stats selverklærede kalifat i Syrien fungerede i flere år som en hovedstad for islamister og ekstremister fra Syrien, Irak og europæiske lande, herunder Danmark. Da kalifatet i 2017 blev opløst, blev dets tilhængere indsat i fangelejre under det kurdiske selvstyres kontrol. Her sidder de endnu, mere end tre år senere. De indsatte er hovedsagelig kvinder og børn. Både nyfødte og dem, der er gamle nok til at kunne huske det trygge liv, de havde, før deres forældre hev dem med til kalifatet. Samme er gældende for 19 danske børn, der sidder i fangelejrene Al-Hol og Al-Roj i det nørdøstlige Syrien. Og den danske regering er medskyldig i, at de sidder der endnu.
