I begyndelsen gik jeg rundt og kiggede sultent på bogreolerne. Landet var lukket ned, udenfor spirede foråret, men det var stadig hundekoldt, jeg arbejdede hjemme lige ved siden af husstandens bøger købt i forventningens glæde, men aldrig læst. Nu var tiden inde til at kigge ind bag de fristende kulører og titler på de mange ranke rygge på hylderne. Klassikerne skulle endelig få deres tid. Den overfladiske nyhedsformidling skiftes ud med tiltrængt fordybelse.

I Berlin har boghandlerne fået lov at holde åbent i både den ene og den anden lockdown, fordi litteratur på disse kanter anses for at være lige så vigtigt for menneskets overlevelse som mad, vin og medicin. En fastlåst verden kalder på litteratur, og jeg kunne høre kaldet.