Pride er fest. Pride er farver. Pride er glimmer og regnbuer og musik og kulørte drinks og glæde og kram og gensyn med gamle venner. Og så er det også en lavine af hadske kommentarspor, fysiske overfald, tilråb, utryghed, når man går hjem, at blive set ned på, kaldt skør og unormal – altså, sådan som det også er resten af året. Derfor er Pride ikke bare en fest og ikke blot en uge, hvor man synker ned i en regnbuefarvet lykkerus.
’The first pride was a riot’, lyder en ofte brugt frase i queermiljøet, og ja, det var nemlig lige, hvad det var. Et oprør, en gruppe, der havde fået nok og slog igen, da politiet ville rydde den bar, hvor nogle LGBT+-personer faktisk bare gerne ville være i fred (det kan du selv læse mere om, hvis du søger på ’Stonewall riots’ eller ’Stonewall uprising’). Året efter, i 1970, blev den første Pride-march gennemført.
