Det var fedt at være borgerlig-liberal i 00’erne og 10’erne. Debatterne var principielle. Muhammedkrisen anskueliggjorde for danskerne, hvordan det principielle hang sammen med den praktiske virkelighed – det gode, civiliserede samfund med rige muligheder og friheder som en nødvendighed.

De borgerliges medietid var næsten ubegrænset. Og samtidig pillede venstrefløjen navle uden at finde så meget som en nullermand. I Information og Politiken ævlede den løs om, hvordan den skulle genopfinde sig selv, finde et nyt projekt, udvikle visioner og bla bla bla. Det var alt sammen ord, der bekræftede enhver borgerlig i, at venstrefløjen var tom, dens ideer forældede, dens ideologiske rødder rådne.