Forleden havnede jeg ved et forkert bord til et middagsselskab, som blev afholdt i anledning af Bogforum. Ved døren havde jeg fået at vide af en ung mand med en lang liste, at jeg skulle sætte mig ved bord 1, hvor der var plads til otte, så det gjorde jeg. I min ende af bordet havnede fire af os hurtigt i en snak om Dostojevskij. Vi havde alle læst ’Forbrydelse og straf’ i 15-års alderen, og ingen af os var nogensinde kommet os over mødet med hovedpersonen, student Raskolnikov, og hans dårlige samvittighed. Vi havde tidligt i vores liv mødt Dostojevskijs evne til at skrive om sindstilstande, så man føler sig genkendt, ja udleveret, også selv om man ikke, som Raskolnikov, har slået en pantelånerske og hendes søster ihjel.
Vi havde været fuldtallige omkring bordet et stykke tid, da der ankom en niende person. Efter lidt forvirring greb jeg den lille liste med navne, som lå på bordet. Til min forbløffelse opdagede jeg, at mit navn ikke var der. Det var simpelthen mig, som ikke burde sidde lige netop her! I nogle sekunder var situationen akavet, men så trak nummer 9 resolut en stol hen til bordenden, mens jeg mumlede noget om, at jeg skam kun havde sat mig netop ved det bord, fordi jeg havde fået anvist det.
