For et par uger siden følte jeg mig katapulteret tilbage i tiden. Sådan cirka 20 år. Jeg stod i en kø og lagde mærke til, at der var farvestrålende kort, røde æsker, store kuverter, saks, tape og frimærker. Det mindede mig om noget, der var engang.

Jeg befandt mig nemlig på posthuset. Ikke sådan et, der er klemt inde i et hjørne af Føtex, hvor en ungarbejder tager imod pakken. Men et rigtigt posthus med uniformeret personale, der sidder bag en skranke med et vist myndigt udtryk i ansigtet. Jeg troede ikke, der fandtes posthuse længere. Men i USA, hvor jeg bor, ligger de stadig jævnt spredt ud i bybilledet.