For nogle år siden var jeg i Den Gamle By i Aarhus. I et lille trangt lokale opførte skuespillere hverdagen, som den så ud anno 1800-hvidkål. En dame sad i en gyngestol og kiggede op, da vi – gæsterne – kom ind. »Uh, kommer I fra hovedstaden? Har I så nyheder med?«, lød spørgsmålet.
Det var så fint improviseret. Sådan var det nemlig engang: Folk og fæ fik deres nyheder fra andre folk og fæ, der kom forbi og diskuterede disse nyheder. Senere kom radioen og aviserne, der bragte nyhederne hver dag. Derefter kom tv’s nyheder, og vi fik en slags offentlig enighed om, at nyhederne var noget, der begyndte om morgenen med aviserne, kom i radioen og endte i tv-nyhederne om aftenen. Det er ikke så længe siden endda, men det kunne lige så godt være i 1800-hvidkål.
