Om jeg har set melodigrandprix? OMG! MGP? Jo da, det har jeg godt nok. For eksempel i en kæmpemæssig sportshal i Tallinn, Estland, fyldt med regnbueflag og mænd med makeup og kvindetøj, før det blev mode. På en lille pub i en landsby et sted i Irland ’Under Stjernerne på Himlen’ i selskab med Tommy Seebach. I et underligt sterilt rum med en storskærm et sted i den italienske filmby Cinecittà i Rom. Men også i store haller i Herning, i Aalborg, i Aarhus og Horsens.
Ikke nødvendigvis fordi jeg var pjattet med foreteelsen, men fordi jeg mente, at man skal behandle popmusik med samme professionelle respekt og kærlighed som alle andre genrer. Det forekommer indlysende i dag, hvor pop dominerer og regerer det musikalske univers, sådan som TV-2 (gruppen, altså) forudså i sangen ’Pop (og kun pop)’ på mesterværket ’Beat’ for 40 år siden. I 1983. Her sang Steffen Brandt om popmusik i den første kolde krigs tid:
Pop til krigen og de store maskiner/ Pop til angsten bag nedrullede gardiner/ Pop til os selv fordi vi ikke er for kloge/ Vi skulle hellere synge sange om den hvide måge ... Pop når vi tvivler/ Og pop når vi tror.
Sådan er det blevet. At pop dominerer af et helt anderledes og moderne tilsnit end de klassiske hymner fra MGP-storhedstiden i de selvsamme firsere, kan man overbevise sig om ved at liste sig ind og lytte til de sange, der i morgen skal konkurrere om seernes gunst ved den årlige seance på DR.
Selv om komponisterne til balladen ’Lige her’, sunget af Søren Torpegaard Lund, og den beslægtede ’Glansbillede’ af og med Micky Skeel kender genrens giganter, har de også bemærket indsatsen fra moderne popkunstnere som Andreas Odbjerg.
Det er med andre ord MGP-pop i samklang med tiden på dansk og engelsk. Om jeg så skal se MGP fra Næstved i morgen? Nej, for selv om der er masser af ’Beautiful Bullshit’ på repertoiret, som Maia Maia synger i en af aftenens sange, er melodigrandprix i Danmark blevet en tom og ligegyldig foreteelse i sin iscenesættelse og musikalske udførelse.
Det samme gælder i den grad det internationale Eurovision, der finder sted i Liverpool i maj. Hvis du skulle have glemt det, vandt Ukraine sidste år, som de nok ville have gjort, selv om de havde sat førnævnte Hvide Måge til at synge. Men af hensyn til sikkerheden er festlighederne flyttet til England.
DR-chef efter Eurovision-fadæse: Sindssygt ærgerligtDet ændrer næppe på billedet af en begivenhed, der mest overlever for den gamle vanes skyld. Det er svært overhovedet at svinge sig op til at elske at hade eller hade at elske popslaget, hvilket var dets eksistensgrundlag i fordums storhedstider.
På Politikens kulturredaktion kunne man dengang være sikker på, at to klassikere ville dukke op på de redaktionsmøder, hvor mulighederne for at finde på noget virkeligt skævt blev drøftet: Man kunne enten tage den såkaldte tankstationsmusik (cd’er købt på tanken til afspilning i bilen) med kunstnere som Den Syngende Tarmrenser aka Jodle Birge eller Sussi & Leo alvorligt og anmelde den. Eller man kunne tage Dansk Melodi Grand Prix seriøst.
Nu er tankstationsgenren lige så død som cd’en, og melodigrandprix tages dødsens alvorligt i medierne. Fair nok. Det årlige show til hyldest for den dårlige smag og overdrivelsen har haft sit formål og naturligvis fyret enkelte musikalske skud lige i centrum af skiven. For eksempel var det fra Eurovision i 1974 i Brighton, at ABBA lettede med ’Waterloo’, ligesom det er værd at kippe med regnbueflaget for den transkønnede Dana International fra Israel og dragkunstneren Conchita Wurst fra Østrig, som med sejre i 1998 og 2014 gjorde en stor indsats for lgbt+.
Ukraine får ikke lov at holde EurovisionSangkonkurrencen udmærker sig muligvis ved at være det eneste fænomen med en fanbase af primært østeuropæiske nationalister og homoseksuelle mænd.
De kan dog ikke skjule, at indholdet er en massiv sværm af middelmådige kopister og juryer, der stemmer på nabolandenes bidrag i en folkelighed så forloren og fladtrampet, at den ofte fremstår som nationalistisk porno, hvis den genre overhovedet findes. Det er flere årtier siden, Eurovision Song Contest mistede sin position som mellemfolkeligt, kulturelt fænomen.
Ingen tvivl om, at Ukraine vil blive hyldet, og det udelukkede Rusland vil blive udsat for mere eller mindre subtil hån ved årets finale. Men det er meget forlangt at kede sig gennem timevis af musikalsk metervare for at få den – forudsigelige – pointe med sig. Det bliver heller ikke i år, at jeg tænder lunten for at hygge med melodunten. Måske skal man bare kappe den streng endegyldigt og bruge pengene på at præsentere ny dansk musik af kvalitet i tv?
Så slipper DR også for hvert år at skulle ud med søforklaringer om de håbløse danske placeringer.
fortsæt med at læse
