Den italienske renæssance viste vejen. Nu står vi over for en ny. Forhåbentlig.

Jes Stein Pedersen: Vi må tro på en ny renæssance. I Italien var det muligt

Det ene af Palazzo Ducales berømte to tårne. Foto: Jes Stein Pedersen
Det ene af Palazzo Ducales berømte to tårne. Foto: Jes Stein Pedersen
Lyt til artiklen

Man kan mærke fortidens afsondrethed fra resten af verden, når man besøger små italienske middelalderbyer. I det fjerne ser man lignende byer, hvor kirketårne og borgmure rager op. Inden for murene ligger husene og torvet. Fæstningslignende bysamfund, der skulle kunne forsvares. Bygget lang tid før massesamfundet opstod. Designet til en mindre gruppe, en familieklan, en stamme. Os mod de andre.

Det var opkomsten af trykkekunsten og det trykte medie, der skabte massen som samfundsmæssig aktør. Pludselig kunne folk sidde i hver sin lille by og læse det samme, slutte op om samme sag og måske endnu vigtigere: acceptere visse fælles sandheder. En anden konsekvens af Gutenbergs opfindelse var opkomsten af særlige institutioner, som massesamfundets borgere anså for autoritative. Eksempelvis de redaktioner som befolket af eksperter med stor viden udgav leksika. Det blev afgørende for udbredelsen af ny viden og forståelsen af, hvordan verden i stort og småt hænger sammen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her