Vi lever i en traumetid, hvor krigen i Gaza får personlige og nedarvede traumer til at vælde frem hos jøder, palæstinensere, europæere, alle. Der er brug for at undersøge, hvad traumer gør ved os, og det føles som perfekt timing, da København får besøg af en forfatter, der har behandlet såvel sine egne som sin kulturs kollektive traumer skarpere og mere elegant end måske nogen anden i Europa i 2023.
Forfatteren hedder Christian Kracht, han er 56 år, fra Schweiz med tysk familie og fejret og omdiskuteret i pop- og finkulturen siden generationsromanen ’Faserland’ fra 1995, og der er kun to problemer. Det første er Krachts ry for at være umulig at interviewe eller blot få til at bekræfte, om han taler om virkeligheden eller blot digter. Det andet problem er den måde, samtalen på Hotel Babette i Bredgade begynder på.
Christian Kracht, før jeg går i gang med at stille dig spørgsmål, vil jeg bare lige fortælle dig, hvad jeg har i baghovedet, nemlig den måde, Israel og Gaza aktualiserer …
»Nej«.
Jeg ved det godt, jeg skal nok lade være at bede dig …
»Du er den anden person i dag, der begynder med – nej«.
Det er, fordi vi alle sammen går og tænker over det ...
»Jeg beklager. Nej, nej. Nej, nej, nej«.
Men altså! Ingen har som Christian Kracht vist, hvordan fortiden kan stikke hovedet frem i form af angst, fantasier og nye overgreb, som reagerer på de gamle og fortrængte. Både i kulturen og i det allermest private. Som i bogen ’De døde’ fra 2016 om de kulturfascistiske forspil til Anden Verdenskrig og i romanen ’Imperium’ 2012 om Tysklands mislykkede imperiedrømme.
Eller som da Kracht ved en vildt omdiskuteret forelæsningsrække i Frankfurt i 2018 satte den tysksprogede offentlighed på den anden ende ved at afsløre, at han selv bar på et dybt traume, fordi han som 12-årig var blevet seksuelt misbrugt af en præst på sin kostskole. For derefter at forvirre tilskuerne ved at antyde, at bekendelsen måske ikke skulle tages for bogstaveligt:
»Alt, hvad der tager sig selv for alvorligt, er modent til parodien. Også denne forelæsning«, sluttede Kracht, og lige siden har de intellektuelle diskuteret, om Christian Kracht gør grin med traumer eller tværtimod kalder dem frem til overfladen. Om han er kyniker eller anfægtet. Jeg er overbevist om det sidste, ikke mindst blev jeg det under læsningen af hans seneste bog, ’Eurotrash’, der udkom på dansk sidste år. I den skylles den tyske nazismes sadisme tavst op gennem generationerne og ind i de allermest private relationer, hvor den behandles, som altid hos Christian Kracht, ved at afføde nye kulturelle billeder, fantasier og historier, som personerne fortæller hinanden og sig selv undervejs.
Så jeg gør et sidste forsøg:
Det er umuligt for mig at læse dig lige nu uden at tænke over, hvad traumer gør ved folk og ved kulturer. Så mange mennesker taler om, at angrebene i Israel og Gaza vækker et traume eller en erindring i dem. Og det minder mig om, hvordan folk i dine bøger går rundt, dels i den fysiske virkelighed, dels i en masse historie og historier, der mest findes i deres hoveder.
Og så sker det. Christian Kracht læner sig omsider frem i stolen:
»Dét er interessant. Men måske mest relevant for min nye bog«, siger han, altså ’Eurotrash’, hvori en forfatter ved navn Christian Kracht tager på roadtrip sammen med sin dybt forstyrrede, skadede og ondskabsfulde, men også forunderligt charmerende mor.
Kracht fortsætter:
»For den tager jo sin begyndelse 25 år efter min første bog, ’Faserland’, hvor fortælleren også måske var Christian Kracht. Og den fortæller ville jeg gerne se, hvordan det gik med. Men jeg kunne ikke finde hans stemme igen. I stedet kom ’Eurotrash’, som selvfølgelig er en bog om min mor. Den handler, som du siger, om traumer og om, at traumer faktisk godt kan behandles, hvis man altså gør netop det og faktisk forholder sig til dem. Hvis man analyserer dem og dermed træder ud af det, jeg i bogen kalder gentagelsernes hjul, altså hvor generation efter generation undgår at tale om tingene, de hundreder af års tavshed i familierne. Min mor var tysker og krigsbarn af Anden Verdenskrig, og hendes generation talte aldrig om tingene. Hendes traume blev skubbet væk ved hjælp af vodka og piller i 40 år, indtil hun døde, lige efter at jeg havde gjort bogen færdig«.
Vil det sige, at din mor dør, netop som du har skrevet bogen om hende?
»Jamen, efter at jeg havde skrevet manuskriptet færdigt, døde hun bare. Og det er okay, for nu har den fiktive mor erstattet min virkelige mor i min hukommelse, og jeg kan ikke rigtig se hende for mig længere. Jeg ser i stedet den her meget stærke, sjove, kvikke, skøre kvinde. Min virkelige mor var mest indlagt på psykiatrisk afdeling, og hun var virkelig ikke særlig klar. Så ja, det er en slags falsk erindring«.
Og er du sikker på, at din bog så har behandlet traumet fra din mor, eller har den igen undertrykt det ved at opfinde en ny mor?
»Det var kvikt! Det har jeg aldrig tænkt på. Men jeg har arbejdet mig igennem traumet, og jeg er trådt ud af gentagelseshjulet. Og nu har jeg skabt fiktion ud af det, og den proces gør én ydmyg. Det handler grundlæggende bare om at fortælle historier, og det er en god ting«.
Okay.
»Men jeg kan godt se faren for det, du nævnte, ja, selvfølgelig«.
Overgrebet
Så hvad gør man, når man skal konfrontere traumer? Det føles som et vigtigt spørgsmål lige nu.
»Ja. Well. Traumet, eller et af traumerne i hjertet af denne bog, er det seksuelle overgreb. Bogen blev undfanget, da jeg besøgte min mor på hendes 80-års fødselsdag på psykiatrisk afdeling. Pludselig fik hun et klart øjeblik, hvor hun var meget vågen, og sagde: »Christian, kom herhen, jeg skal fortælle dig noget i enrum«. Jeg træder ind i hendes lille celle af et rum, det var virkelig ikke andet, med en seng og tremmer for vinduerne, og hun siger: »Sæt dig her ved sengen, for jeg skal fortælle dig noget«. Derefter fortæller hun mig, at hun som barn blev voldtaget af en cykelhandler i Tyskland efter krigen. Det skete adskillige gange. Han sagde til hende, at hvis hun fortalte det til nogen, måtte hun ikke få den lille børnecykel, han havde lovet hende«.
Kracht holder pause. Den berygtede provokatør, som ingen ved om er oprigtig eller sarkastisk, er intet sted at se. I stedet ligner han bare en mand, der forsøger at gøre sig forståelig.
»Det var sådan et gennembrud for mig at høre det fra hende, for hun var, du ved, hun var ikke helt rigtig i hovedet. Men det her var et meget, meget klart øjeblik. Da jeg bagefter gik ud af rummet, sagde min kone: »Din mor har lige givet dig den største gave. Det her er noget, folk går og venter på hele liv, og som aldrig sker««.
»For jeg kunne jo svare min mor: »Mor, ved du hvad, jeg blev også seksuelt misbrugt, da jeg var på den alder, dengang jeg var på kostskole i Canada«. Hvortil hun svarede: »Ja, jeg vidste det godt. Men jeg kunne aldrig tale med dig om det, fordi jeg skammede mig«. Og der sad vi, 40 år senere på det psykiatriske afsnit. Og der blev frøet til denne bog sået«.
Han leder efter et ord.
»Hvad skal man kalde det? Oplysning? Det var en slags øjeblik, hvor alting ligesom blev oplyst«.
Fik det dig til at forstå hele dit forhold til din mor?
»Nej, nok ikke. Der var stadig så meget, der ikke blev sagt, og der er så mange forfærdelige ting, der er sket. Men det var et øjebliks transcendens, faktisk. Transcendens er et bedre ord for det. I et lille øjeblik i tiden stod universet åbent, og det føltes, som om alt ville blive okay«.
Et sandhedens øjeblik?
»Tjo, ja, jeg ved ikke, om det var sandheden, men det føltes sandt for mig. Det føltes som noget, jeg kunne fortælle en historie om. Og den første fjerdedel af ’Eurotrash’ handler jo bare om fortælleren og hans vrede på den her morperson, »Hvorfor var du der aldrig for mig? Hvorfor var du altid fuld? ... bla bla bla«. Men så i anden halvdel tager de bare af sted på tur sammen, bestiller en taxa og går i gang med at bruge hendes penge og snakke sammen og fortælle historier. Al den dialog er selvfølgelig opfundet, for jeg var aldrig i stand til at tale med min mor, og hun var aldrig i stand til at tale med mig. Dialogen i bogen er det, jeg ville ønske var sket. Nu skete det så i fiktionen og ikke, du ved, i livet, hvilket også er okay, for de to kommer somme tider ud på ét«.
Nu må du undskylde, hvis jeg snager.
»Nej, nej, slet ikke«.
O.k. Da din mor fortæller, at hun godt vidste, du var blevet misbrugt som barn, følte du dig så ikke også mindre forstået, for det er da chokerende, at en forælder har haft denne viden uden at gøre noget ved det?
»Sagen er, at da overgrebet fandt sted, fortalte jeg selvfølgelig mine forældre om det og bad om at komme hjem fra kostskolen. Og de sagde: »Vi tror ikke på dig. Vi tror, du har opfundet det«. Jeg var 11-12 år og havde en historik med at finde på ting. På min gamle skole skulle vi skrive et digt, og jeg afleverede en Beatles-tekst og troede, at læreren ikke ville opdage noget. Så da mine forældre sagde, at overgrebet ikke havde fundet sted, troede jeg dem faktisk. De næste 40 år troede jeg, at det var noget, jeg havde fundet på«.
Du troede ikke på din egen oplevelse?
»Nej, fordi mine forældre ikke troede på den. Man kan sige, at jeg i stedet plantede en falsk erindring i mig selv. Men i 2017 udgav et canadisk medie en afdækning af den samme præsts overgreb på en række andre drenge, og det gik op for mig – åh Gud! Den var god nok. Og så gik jeg i terapi. Og i terapien lærte jeg at se på mit traume og ikke bare støde det væk, ligesom når karaktererne får implanteret falske erindringer i Philip K. Dicks historier. Det her var ikke en falsk erindring. Den var ægte«.
»Den dag på min mors hospitalstue, hvor det gik op for mig, at min mor godt havde vidst det, men ikke havde talt om det, fordi det samme var sket for hende i den samme alder – den dag kunne jeg se det her store hjul af traumer, der gentager sig«.
Fordi man ikke taler om dem eller ser dem i øjnene?
»Ja. Der er et citat forrest i bogen af den indiske filosof Jiddu Krishnamurti. »Det, som er fuldt, komplet forstået, efterlader ingen spor som erindring«. Det synes jeg er meget stærkt. Det, der virker på traumet, er, at den her transcendens skal indfinde sig. Det er på en måde magisk. For bevidstheden lyver for sig selv«.
Så det er gennembruddet. Men hvad sker der, hvis man ikke konfronterer sit traume?
»Så gentager man det i næste generation. Hvis man ikke analyserer sit traume, bliver det ens skæbne at sende det videre til efterkommerne. Men det spændende er, at man kan sige nej. Man kan træde ud af gentagelseshjulet og sige: Nu stopper det. Nu ser jeg det i øjnene. Nu gør jeg noget i min nutid. Og derved kan man ændre ikke bare fremtiden ved at stoppe traumet, men også fortiden. Det er sådan en jungiansk idé. Det hjalp mig meget at gå i jungiansk psykoanalyse«.
Hvad vil det sige ’at ændre fortiden’?
»Jeg ændrede den! Ved at fortælle historier. Altså, dine spørgsmål er meget tunge!«.
Undskyld! Jeg vil bare gerne høre, hvad du tænker, at de ubearbejdede traumer har betydet på samfundsniveau. For den krigsgeneration, som har været tavs om krigen, men som jo har bygget det samfund, vi går rundt i.
»De bar jo en enorm skyld, og det er vel naturligt ikke at ville forholde sig til sådan en. Men den skyld er en mærkelig tilstedeværelse. Som schweizer, og det må være det samme for jer danskere, har man den her enorme nabokultur, der er så dyb og tung. Som har Thomas Mann og Johann Sebastian Bach, men som også har den industrialiserede udryddelse af jøderne på sin samvittighed. Det er noget, jeg tænker på hver dag, jeg glemmer det aldrig. Det er en af rødderne i det, jeg skriver«.
Hver dag? Har du altid tænkt på krigen hver dag?
»Det er ikke så meget krigen, det er udryddelsen af jøderne«.
Tænker du på den hver dag?
»Ja!«.
Christian Kracht råber.
»Altså, det er jo det, det hele handler om. Men jeg ved det ikke. Min datter er sådan: »Hold nu op med at snakke om holocaust. Lad mig nu bare være i fred«. Hvilket er … jeg ved det ikke«.
Men hvad gør det ved den måde, du ser din omverden på?
»Jeg forstår ikke, hvad du mener?«.
Jamen, det er jo en kritik. Du fortæller jo ikke bare historier; du kritiserer også en kultur, der lader, som om den kan fortrænge sin fortid.
»Det er den tyske kultur jo rigtig god til, ikke? Der er noget med det meget præcise sprog, det har ingen gråtoner. Et ja er et ja, og et nej er et nej. Der er et ord for, hvordan det tyske sprog er: Unerbittlichkeit (nådesløshed, red.). Det er et sprog, der ikke giver én nogen udgang eller noget alternativ. Alligevel elsker jeg at skrive på tysk. Det er det sprog, jeg er komfortabel i«.
Så slipper Kracht øjenkontakten.
»Ved du hvad, jeg synes, denne samtale bliver så alvorlig. Jeg troede også, jeg havde skrevet en sjov bog. I virkeligheden vil jeg bare gerne gøre det, som film gjorde for mig, da jeg var barn: skabe en zone, hvor drømme og søvn og skygger og lys og erindring mødes. Og det gør ikke noget, hvis man falder lidt i søvn, for forskellen på fiktion og virkelighed er egentlig slet ikke så afgørende«.
Interviewet er slut.
fortsæt med at læse
