I en tid, hvor mange af vores traditionelle værdier forandres eller helt nedbrydes, er venskabet værd at hage sig fast i.
Jeg er selv så heldig at have en håndfuld tætte veninder, og mens jeg hverken har fået børn eller har planer om at forsøge, har flere af dem brugt de sidste 10 år på at udvide familien. Fordi de betyder så meget for mig, har det været en stor omvæltning også i mit liv, når børnene er kommet – faktisk i en grad, så det blev et af de bærende temaer i den roman, jeg for nylig sendte til tryk. ’Akvariet’, som den hedder, handler om Vigga, der oplever at stå alene tilbage, da hendes eneste veninde bliver gravid og dermed trækker sig ud af deres gamle symbiose for at skabe en ny.
Præcis som Vigga har jeg i årenes løb haft det svært med de ting, der kiler sig ind i mine venskaber. Flytninger, nye relationer, almindelig personlig udvikling. Børn.
Jeg har et tydeligt minde om dengang midt i opvasken i mit barndomshjem, hvor min veninde Diana og jeg lo så meget, at jeg pludselig begyndte at græde. Jeg var så glad lige dér, at lykken blev til sorg over, at det ikke kunne vare ved. Hverken det præcise øjeblik, barndommen eller vores ubekymrede venskab; selv om vi kun var 11-12 år gamle, vidste jeg trods alt så meget. Senere har der været lignende episoder, hvor jeg enten er blevet ked af det sammen med en veninde eller har gået rundt for mig selv og småsørget over, at tiden går. Over, at vi absolut skal blive så voksne og kedelige, at sjove legeaftaler er blevet til hurtige cafémøder, og at kærester og jobs og ja, nu altså også børn, trænger sig på og forstyrrer alting. At selv hvis jeg ikke mister dem helt, mister jeg hele tiden dele af dem, vi var.
Og ja, jeg er helt klart nostalgisk anlagt. Men jeg synes altså, det var lettere at være venner, dengang vi gik i klasse eller til bordtennis sammen. Dengang jeg traskede med Diana hjem fra skole hver dag og hang nogle timer, før jeg mødtes med Signe i den grønne hal for at træne. Eller senere, da jeg fulgtes med Mette til undervisning på universitetet og overnattede hos Izabell efter at have børstet tænder med den tandbørste, hun havde skrevet AC på.
Dengang ingen havde et seriøst arbejde, og ingen endnu var flyttet ud af byen for at få luft, og kæresterne aldrig holdt særligt længe. Men så, et sted i slutningen af tyverne, begyndte de at blive hængende. Folk flyttede sammen og dannede par for alvor, og det blev gradvis sværere at få taget os sammen til at gå ud at danse. Videoaftener, sleepovers og spontane aftaler svandt ind, og så, i løbet af trediverne, kom børnene. Med dem – og med kampen for at få dem: tabene, fødslerne – blev en anden alvor introduceret. Og havde vi troet, det var blevet svært at finde tid til at ses før, blev det nu taget til et helt nyt niveau.
Når jeg taler med mine veninder om det i dag, hvor den første tid er på afstand, beskriver de en overvældelse over at være blevet mødre. Hullet søvn, ængstelse og stor lykke, det hele mikset med den vilde opgave, det er at få ansvaret for et menneske.
Samtidig ved jeg, de har kæmpet for at holde fast i vores venskab imens, præcis som jeg har. Heldigvis har jeg et fleksibelt (arbejds)liv, så jeg har tit kunnet komme på barselsbesøg om formiddagen eller gå tur halv otte om aftenen, når det lige har passet. Alligevel har det været svært at få lov til at være med helt så tæt på, som jeg kunne have ønsket. Og det har til tider gjort ondt at mærke, hvordan ændrede prioriteter har puffet mig endnu et nøk op i behovspyramiden.
Hver gang en af mine tætteste veninder er blevet mor, har jeg gerne både villet være der for hende og skabe en relation til hendes barn. Og hver gang har det vist sig svært, især når barslen var ovre.
For at have ro til at føre en samtale er vi som regel nødt til at være ude, hvilket kræver en partner, der kan være hjemme. Er der to børn, er det til tider umuligt at få til at gå op. Og bliver vi derhjemme med børnene, ligger jeg meget hurtigt på gulvet i fuld gang med at bygge en hule, og ethvert forsøg på at tale sammen går op i røg.
Vi, der står uden for hele det hektiske leben, der følger med børnene, risikerer i det hele taget at havne i lidt af et ingenmandsland. Siden teenageårene har jeg mange gange været på ferier og endda boet i udlandet med en veninde; nu rejser de med familien. Nytårsaften bliver fejret med andre børnefamilier, så det ikke gør noget, hvis festen slutter før tolv, og på dårlige dage kan det føles, som om det rigtige liv er blevet noget, der leves i familieboblen, mens veninderne ses i afmålte tidsrum for at puste ud og evaluere lidt på det hele.
På den anden side ville det være løgn at påstå, at det kun er dem med børnene, der har forandret sig. Faktisk tror jeg, min barnefrie singleveninde ville sige, at det i næsten lige så høj grad er os med fast partner, der har trukket os. Hun måtte selv ud og skabe en ny vennegruppe som supplement, da den gamle forvandlede sig til selvtilstrækkelige sofakartofler for øjnene af hende. Så måske er der i virkeligheden tale om en slags kontinuum af tilbagetrækning fra singler over kærestepar og helt ud til børnefamilierne?
Uanset hvad vil jeg tillade mig at håbe, at mine venskaber kommer til at løfte sig igen. At de her år, hvor vi maser med at etablere os i arbejdsliv og parforhold, med små børn og stress osv., at det er særlige år, og at nogle roligere og lidt mere overskudsagtige versioner af os selv står på den anden side et sted og venter, til vi er klar igen. Vi venner er jo hinandens flok; vi er den familie, vi selv har valgt. Det er os, der er der, når forældrene dør, og forholdet krakelerer; det er os, der bærer hinanden. Er det ikke?
fortsæt med at læse
