Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Selfie. Privatfoto.
Foto: Picasa

Selfie. Privatfoto.

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hesteskoen

Hvis nogen spørger, om jeg virkelig tror på, at min hestesko bringer lykke, svarer jeg helhjertet ja.

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi fandt den i skoven. Hesteskoen. Den hang på en gren i et stort smukt grantræ. En eller anden måtte have fundet den, og hængt den op, som man hænger et stykke tøj op, man finder tabt på en sti i håb om, at ejeren senere vil finde det.

Gitte tog den ned fra grenen, og studerede den nøje. Jeg var vild efter, at få fingrene i den, men viste det ikke. Jeg sagde, den så noget rusten ud, og om vi ikke skulle se at komme videre.

»Hvis man hænger den sådan her«, sagde Gitte og holdt hesteskoen op med åbningen nedad, »så falder lykken ud, men hvis man hænger den sådan her«, hun holdt den med åbningen opad, »så bevarer man lykken«.

Jeg håbede, hun ville smide den fra sig. Jeg ville senere cykle ud, og tage den med hjem. Den skulle hænge på mit værelse, sammen med alle hesteplakaterne, den gamle grime som havde tilhørt Laban, rideskolens hest som var blevet aflivet, og min plakat med The Sweet, hvor man så forsangeren Brian Connolly i sin flotte sølvdragt. Han havde sorte handsker med sølvknapper på og hans lyse hår var bukket indad med et krøllejern. En af drengene i klassen havde også forsøgt sig med søsterens krøllejern, men det så bare tosset ud og lignede slet ikke Brians hår. Efter det kaldte vi ham Krøllefrans.

»Måske finder vi flere«, sagde Gitte, og gik videre. Jeg kunne slet ikke forestille mig hesteskoen hjemme på hendes væg, hun var vild med The Walkers og gik ustandseligt og sang Sha-La-La-La-La som havde hittet et par år forinden og slet ikke kunne måle sig med Ballroom Blitz som Brian Connolly sang så man fik gåsehud.

Hun havde en plakat med The Walkers som hang over hendes skibsbriks. En hestesko passede ikke til hendes værelse.

»Hvem gider lede efter gamle rustne sko«, sagde jeg, og pegede på en myretue.

»Prøv lige at se hvor flittige de er, de løber ud og ind, det er da helt utroligt. Smid hesteskoen ind i tuen, så ser vi, hvad der sker«. Men Gitte var allerede langt forbi myretuen i sin iver efter, at finde endnu en hestesko.

LÆS AUTOFIKTION

Vi havde gået nogle timer, da Gitte pegede på et væltet træ med blottet rod, og sagde, at her havde vi været. jeg var nu ikke helt så sikker, og mente, at der måtte være mange træer af den slags. Stormen i november året forinden, havde lagt træer ned, som var de tændstikker.

»Jo, jo«, insisterede Gitte og sagde med mørk stemme, at vi nok var faret vild.

»Hvis vi virkelig er faret vild«, sagde jeg, og troede ikke selv på det, »så synes jeg du skal smide den hestesko fra dig, for det er da dumt, at slæbe rundt på noget tungt, hvis vi nu skal til at vandre rundt for, at finde hjem igen«. Jeg noterede mig godt og grundigt, hvordan der så ud i tilfælde af, at hun faktisk ville smide hesteskoen. Men det mente Gitte desværre ikke var nødvendigt.

»Jeg holder den bare med åbningen opad, så vil lykken tilsmile os så vi kan finde ud igen«, sagde hun. Mange timer senere havde lykken i den grad ladet vente på sig. Vi var begge trætte, sultne og tørstige og ønskede bare at komme ud af den forbandede skov.

»Bare vi havde haft Pingvin med«, sagde Gitte. Pingvin var hendes hest, og den største årsag til, at Gitte og jeg var veninder. Jeg elskede den hest, og mente helt klart, at den var bedre tjent med mig som ejer.

Gitte havde fået den i julegave et år, og jeg troede, det var løgn, da hun efter juleferien fortalte det. I julegave. Jeg havde fået en parkacoat, som var for stor og alt for grøn, et par sko med fornuftige såler som min mormor sagde og dukken Ken, som jeg overhovedet ikke havde ønsket mig. Han kunne ikke engang bøje sine ben, og hovedet kun drejes lidt til højre eller venstre.

»Så har Gitte Barbie, og du har Ken, så kan I lege sammen med dem, det er jo ikke sjovt at have de samme dukker», sagde min mor. Jo, det er netop sjovt at have de samme dukker. Det forstod hun sig ikke på.

Min mor og far sagde, at vi ikke havde plads til en hest, og at det også var alt for dyrt. Den skulle jo både have sko, foder, dyrlægebesøg og en masse udstyr.

Gittes forældre havde da heller ikke plads og hesten blev opstaldet i en nærliggende stald, og så vidt jeg vidste, havde de da heller ikke særligt mange penge. I hvert fald ikke lige så mange som Laila og Kelds forældre.

Laila og Keld fik alt, hvad de pegede på, men jeg havde ikke noget med dem at gøre, så jeg var ligeglad. De boede i den anden ende af byen, og deres far ejede byens tøjforretning, så det var klart, at de fik.

Men Laila kunne overhovedet ikke finde ud af at ramme bolden i rundbold, så hun blev kun valgt som en af de første, når man skulle vælge hold af de der troede, at hun ville tage dem med ned i tøjbutikken.

»Så kunne vi begge have redet på hende, og hun havde helt sikkert fundet ud af den her skov i løbet af nul komma dut«. Gitte sagde tit i løbet af nul komma dut. Jeg hadede det. Jeg syntes det lød så dumt.

»Ork, det ordner vi i løbet af nul komma dut«, sagde hun om alt, lige fra en opvask til en græsplæne, stor som en fodboldbane, der skulle slås. Men jeg ville medgive hende, at Pingvin nok havde fundet ud af skoven hurtigere, end vi var i stand til.

Jeg tænkte på, hvor længe vi mon ville kunne overleve i skoven. Hvis vi fandt vand, og noget spiseligt var det nok et godt stykke tid. Uden, ja så snakkede vi sikkert kun om dage.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hen under aften blev det køligt, og Gitte mente, vi skulle bygge os en hule for natten.

»Af hvad?« spurgte jeg og tænkte på de huler, jeg havde bygget under min mormors gamle spisebord. Der havde jeg brugt tæpper, puder og klemmer, og her var ingen af delene.

»Ja, af grene, blade og mos og sådan. Vi fjerner alt det løse herfra«, sagde hun og pegede på et område, »Så kan vi gøre det plant, og fylde det med blade, så er det sengen, så skal vi bare have noget over os«. Hun var allerede i fuld gang, hun gik til spejder, og der var de vant til alt sådan noget udendørs noget. Jeg fik ondt i maven bare ved tanken om at skulle sove i skoven.

LÆS AUTOFIKTION

»Prøv nu lige at hjælpe til«, sagde Gitte og kiggede misbilligende på mig. »Vi får jo ligesom lavet det færdigt i løbet af nul komma dut, hvis du hjælper til«.

Gnavent gav jeg mig til at samle blade og lægge dem på det, der skulle forestille at være en seng. At dømme efter Gittes ansigtsudtryk skred det hele planmæssigt frem. Nogle timer senere var vi færdige, og selv jeg var imponeret. Var det ikke fordi jeg var så sulten og tørstig, kunne det næsten have været en god oplevelse.

»Vi hænger hesteskoen her«, sagde Gitte og pegede på en gren, hun havde udnævnt til døråbning.

Vi frøs, selvom vi lå på en masse blade og havde blade og smågrene over os. Der var mange mærkelige lyde i skoven, men vi forsikrede hinanden om, at vi ikke var bange.

Jeg lå og spekulerede på, hvad min mor og far mon lavede derhjemme, havde de mon opdaget, at jeg var væk? Gittes forældre havde helt sikkert ikke opdaget, hun var væk. Gitte havde tre søstre, og der var altid mange mennesker i det hus, så de ville ikke opdage, hun var væk, før det var hendes maddag.

Min far havde samme morgen skældt mig ud, og i virkeligheden var de nok lettede over, at jeg var væk, hvis de fandt ud af det. Min søster Tina, som var fem år yngre end jeg, ville helt sikkert være glad og ville hurtigt forlange at få mit værelse, som var lidt større end hendes og lå tættere på bryggerset, hvor Ali, vores hund, sov om natten, når den altså ikke sneg sig op i min seng.

Tina og jeg havde siddet på en drømmeseng ude i haven og læst i hvert vores blad. Jeg i ’Min hest’ og hun i et Anders And blad. Pludselig skubbede hun til mig, så jeg var ved at flyve ud af drømmesengen. Jeg hev bladet ud af hendes hånd og rykkede hende i håret alt hvad jeg kunne. Hun skreg som en stukket gris, og min far kom løbende fra den anden ende af huset, og spurgte hvad vi lavede, og om det var helt umuligt at forlange lidt ro en lørdag formiddag.

Jeg sagde, at Tina faldt ud af drømmesengen og vist nok havde slået sit hoved. Jeg sagde, det var rigtig synd og prøvede at ae hende over håret, men hun skubbede min hånd væk. »Hun hev mig i håret, og jeg havde ikke engang gjort noget«, hikstede hun. »Det passer ikke«, skreg jeg. »Du skubbede så mit blad blev helt krøllet, og jeg var ved at falde ud af drømmesengen«.

Min far kiggede på mig og sagde, at jeg var for stor til den slags og gik ind igen. Jeg gav Tina et dask i ryggen og fortrak til mit eget værelse, hvor jeg surmulede, indtil Gitte kom og spurgte, om jeg ville med i skoven. Da jeg sagde til min far, at vi tog i skoven, spurgte han, om jeg ikke kunne tage Tina med. Tænk hvis jeg aldrig fik dem at se igen. Jeg lå og græd lidt og prøvede at skubbe til Gitte, så hun ville vågne, men hun mumlede bare et eller andet uforståeligt og sov videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vågnede ved, at jeg hørte nogen råbe. Jeg lå helt stille og lyttede. Der gik lang tid inden stemmerne var så tilpas langt væk, at jeg turde komme ud af hulen. Jeg børstede bladene af mig. Der var ikke mørkt, måske var det tidlig morgen. Jeg tog hesteskoen ned fra grenen og begyndte at gå. Jeg fandt snart en sti. som jeg fulgte. Jeg havde gået længe, da jeg blev fundet af nogle ryttere.

Jeg så aldrig Gitte mere. Jeg tror ikke. hun blev fundet. Selv nu så mange år efter, har jeg aldrig hørt om, at nogen skulle have fundet hende.

Jeg overtog hendes hest Pingvin. Den fik det rigtig godt, den var glad for mig som ejer.

Hesteskoen hænger udenfor min indgangsdør, og når nogen spørger mig, om jeg virkelig tror på, at den bringer lykke, svarer jeg helhjertet ja.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden