Jeg var god til at være lærer. Børnene trivedes, og jeg hjalp med at åbne både bananer og skolemælk, snøre snørebånd og fikse lynlåse, der var gået i foret.
Jeg græd sammen med børnene, når noget gik helt galt. Jeg havde tid til at lytte, holde i hånden, ringe hjem og modtage opkald. Jeg hjalp med påklædning og kunne godt finde på at medbringe et par vanter fra mine egne børns skuffe, hvis jeg så, nogen manglede. Egentlig var jeg vel primær omsorgsperson for visse børn. I hvert fald et fast holdepunkt i mange børns turbulente liv.
