Jeg er træt af mange ting. Træt af at tage opvasken, træt af klimaforandringer, træt af Trump og træt af tømmermænd. Og så er jeg træt af, at det er blevet en trend at læse bøger.
Jeg bor i Latinerkvarteret i Aarhus, en bydel, hvor folk valfarter til diverse cafeer, så snart solen er nyudsprungen. Her sidder de i solstråler og drikker kaffe og Ceres Top, mens de læser bøger. Og det er jeg træt af. Misforstå mig ikke, jeg er ikke træt af, at de læser, tværtimod, men jeg er træt af, at det pludselig er blevet til en trend at åbne en bog på en fortovscafé og ryge en cigaret, mens man læser Dostojevskij. Det er blevet sexet, når en mand læser i en pocketsizebog i stedet for at kigge på sin telefon, mens han venter på bussen. Det er blevet et folkefænomen at snakke om den bog, man læste for tre somre siden, fordi vi ikke har læst siden. Så hvis du begynder at læse, vil du så ikke love mig at blive ved? Det skylder vi ordene.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

