Jeg kigger i skrivende stund ud på Storebælt fra min vinduesplads i stillekupéen. Denne del af strækningen har altid været nærmest meditativ for mig. Skiftet fra at køre under vandet til oppe på broen føles som en udånding efter at have holdt vejret ubevidst lidt for længe.
Turen fra vest til øst og tilbage igen har jeg taget mange, mange, mange gange alene, fra jeg var et lille barn. Det var, inden der var børneguide, så jeg måtte memorere alle stationer fra Rødekro til Slagelse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.