Et af de debatindlæg, der står allerklarest i min erindring, og som sporadisk dukker op i min hukommelse og bringer et smil på mine læber, er Janni Iben Stevn Hansens debatindlæg i Politiken fra 11. oktober 2014 med overskriften ’Vi er så vilde med at putte børn i kasser’. Måske fordi jeg var en af de mange gymnasieelever, som havde fornøjelsen af at skrive eksamensopgave om indlægget, eller fordi jeg dengang som ung pige ihærdigt forsøgte at finde ud af, hvilken kasse jeg kunne putte min egen feminisme i. Den passage, som har rodfæstet sig permanent i min hukommelse, er følgende passage, hvor Janni Iben Stevn Hansen beskriver et scenarie, hvor hun skal købe legetøj til sit barn.

»Kan du hjælpe mig med at finde en fødselsdagsgave til en 2-årig«, spurgte jeg legetøjsekspedienten, som straks svarede: »Ja, selvfølgelig. Er det til en pige eller en dreng?«. Stilhed. Efterfulgt af mit vantro blik mod den servilt afventende ekspedient. Spydighed i min stemme: »Jeg vidste ikke, I solgte legetøj, man skulle betjene med sine kønsdele. Jeg er vist gået forkert. Undskyld«.