»Prøv lige at overveje, hvor rasende folk ville blive, hvis jeg skrev det her offentligt«, har været min konklusion på ganske mange af min kærestes og mine samtaler de sidste par år.
Min kæreste har set bleg ud ved tanken. »Læserne vil hade dig ud over hele kommentarsporet, det kan aldrig være det værd«, har hun sagt.
Derpå har vi undret os over, at aviserne faciliterer en så ulige debatsituation, hvor én træder frem med navn og historie, mens hundredvis plaffer anonymt løs bag skærmen.
Selv fravælger jeg stort set alle debatter.
Det sidste års tid har det betydet, at jeg har undgået mordtrusler, mail med indhold som »du er bare en total usmagelig led smatso, dit lesbiske møgdyr«, analyser af mine ufatteligt lave motiver for at mene, hvad jeg gør, lort i kuverter, lortekommentarer om mit udseende og grænseoverskridende sextilbud.
For almindelig morskabs skyld begyndte jeg en dag at nedskrive de emner, man ikke kan skrive om, men pludselig gik det op for mig, at listen fortæller en større og vigtigere historie end blot og bart ’hold kæft’.
Den handler om mænds selvfølgelige ret til at udfolde sig frit i det offentlige rum versus kvinders mere eller mindre skjulte længsel efter den samme frihed.
Men som den seneste ammedebat vidner om, kan kvinder først finde ud af at sætte sig selv igennem og kræve plads, når vi har et barn og dets behov at skubbe foran os.
Det deprimerer mig, at vi ikke kan finde ud af det på egne vegne. Ret beset kan vi bare se på mændene, hvis vi er i tvivl om do’s and don’ts.
Lad mig tage det første eksempel på listen. Det indtraf for nogle år siden, da min kæreste og jeg uforvarende endte på en dansk nudiststrand. Vi troede, at stranden var øde flere kilometer i begge retninger, og satte os påklædte ned, men ud af det blå poppede nøgne mænd op af buskadset.
Det stod langtfra klart, om det var os, hinanden eller sig selv, de var mest optaget af. »Skal vi vædde på, at de begynder at gå i vandet foran os lige om lidt« spurgte jeg, og ganske rigtigt.
Jeg husker især en småfed herre i 60’erne, der møjsommeligt kravlede op på en stor sten nogle hundrede meter ude og draperede sig ud over den med halvspredte ben, så vi havde frit udsyn til hans barberede boller.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg var fascineret. Ikke så meget af den konkrete mand og hans udstyr som af det faktum, at en mand, der hverken var ung eller attraktiv, tog det for givet, at vi havde lyst til at se beundrende på ham, som han lå der på ryggen og lignede en søstjerne.
Jeg prøvede at forestille mig en kvinde i 60’erne ligge sig til skue på en lignende måde foran to væsentligt yngre mænd på en øde strand, men jeg måtte opgive.
Vi kvinder har lært, at vores kroppe kun er værd at kigge på, når vi er unge og faste. Når vi er ældre, bør vi skamme os over dem og skåne verden for synet.
Mænd har hverken lært at skamme sig eller skåne nogen, og på den ene side er det en kilde til stor forundring hos mig. På den anden side ville jeg ønske, at vi kvinder havde de samme privilegier, og at mænd var bedre til at forvalte deres.
Listen bugner af eksempler.
Den handler om mænds selvfølgelige ret til at udfolde sig frit i det offentlige rum versus kvinders mere eller mindre skjulte længsel efter den samme frihed
Leonora Christina Skov, forfatter
Det mest oplagte er caféejernes ret til at bede diskret ammende kvinder pakke sammen af hensyn til gæsternes blufærdighed, mens ingen har ret til at bede de utallige alt andet end diskrete mænd i bar overkrop iføre sig en T-shirt.
Guderne skal ellers vide, at det er uappetitligt at se på en utrænet dansk hængerøv, der sidder og kampsveder i solen.
Det falder heller ikke i god jord at bede en mand finde en anden mur, væg, lygtepæl eller busk at pisse op ad.
En enkelt gang gjorde min kæreste forsøget, da vi kom ud af vores ejendom, og en mand stod og urinerede op ad vores husmur.
»Kunne du ikke pisse et andet sted«, spurgte hun, og han vendte sig truende mod os. »Du skal bare holde kæft, din kran!«, råbte han, så enhver kunne høre, at min kæreste havde krænket hans basale menneskerettigheder.
Reaktionen er den samme, hvis man beder selskaber af højrøstede mænd dæmpe sig. Man kan deraf slutte, at der er stor forskel på, hvad de to køn frit kan foretage sig i det offentlige rum.
En kvinde må end ikke vise bryst, når hun ammer, mens en mand hjertens gerne må vise bar overkrop, når han sveder, og pik, når han pisser.
Når han morer sig, må han fylde ethvert lokale med larm. Og det er bare toppen af privilegierne.
For ubegribeligvis har mænd ret til at kommentere på kvinders kroppe, uanset hvordan deres egen ser ud. Det blev endnu en gang tydeligt i Thomas Blachmans tv-program dette forår.
Her var det ligegyldigt, om mændene var 27 eller 90, smukke, kvabsede eller stegt i olie. Ingen skulle hindre dem i at kommentere frit, og Gud nåde og trøste de få, der forsøgte. En af dem var Berlingskes Anne Sophia Hermansen.
I en af sine klummer spurgte hun – i mine øjne helt legitimt – hvilke kvinder der dog tørstede efter at ligge nøgne foran et par gamle mænd.
Snart glødede kommentarsporet. »Vi mangler lige at få en forklaring på, hvorfor gamle eller fede mænds mening om kvindekroppe ikke skulle være lige så god som alle andres mening«, skrev en Søren Andersen og satte trumf på: »Når man ser på, hvordan ASH klæder sig med pikante korte skørter og fræk makeup, ser det ellers ud til, at hun gør, hvad hun kan for at henlede mændenes opmærksomhed på sin sidste rest af ungdommens skønhed«.
Det kunne vel også være, at hun ser smuk ud for sin egen skyld.
Jeg er nu nået til et mystificerende punkt på listen, nemlig historien om, at det værste, der kan overgå en kvinde, er at blive usynlig for mænd.
Det er klart, at skønhedsindustrien har en økonomisk interesse i at puste til den frygt hos kvinder, og som Søren Andersens kommentar vidner om, er usynlighedsfrygten også et gennemprøvet magtmiddel.
Hvis alle andre argumenter er opbrugt, kan man altid skrive, at en kvinde er gammel og grim og derfor skal holde sin kæft.
Skriv kommentar