Politikerne bør gøre cykelhjelmen lovpligtig – ellers er der ingen teenagere, der vil køre med den.
Sådan lyder meldingen fra skoleelev Frej Hovgaard i Politiken den 9. feb. 2017. Og han påstår, at vi i Cyklistforbundet propaganderer, når vi (på linje med Rådet for Sikker Trafik) anbefaler at køre med cykelhjelm, men er modstandere af et lovpåbud.
Teenager: Forældre kan ikke vinde over os magtfulde unge, så tving os til at bruge cykelhjelmBåde vi og Rådet for Sikker Trafik har meget stor succes med gennem kampagner at få danske cyklister til at køre med hjelm. Men Frej Hovgaard mener, at hans forældre og deres generation har opgivet at få unge til at køre med hjelm. Og han tror, at bøder i 1.500 kroners klassen ville få flere unge til at spænde hjelmen. Mon dog?
Lad mig slå fast: Der er intet latterligt ved en cykelhjem!
Som han selv skriver, vil man sjældent se ham »med en latterligt udseende cykelhjelm, som ødelægger min frisure og får mig til at ligne en bøvet familiefar eller et lille barn«. Det ændrer en bøde næppe på.
Til gengæld er der god grund til at arbejde på en holdningsændring, for lad mig slå fast: Der er intet latterligt ved en cykelhjem! Og der er slet ikke noget latterligt ved at cykle. Det er et faktum, at der er ualmindelig god samfundsøkonomi i, at vi cykler. Det er et faktum, at flere og flere danskere dør pga. en inaktiv livsstil. Og det er et faktum, at du i en by som København statistisk set skal cykle til og fra arbejde hver dag i 2.800 år, før du kommer ud for en alvorlig ulykke.
Alt andet lige er det faktisk vigtigere for dit liv, at du cykler, end at du cykler med hjelm
Så alt andet lige er det faktisk vigtigere for dit liv, at du cykler, end at du cykler med hjelm. At cykle er den perfekte måde at være aktiv gennem hele livet. I Cyklistforbundet håber vi, at du starter som barn, fortsætter som ung – og bliver ved med at cykle i både voksen- og seniorlivet.
Vi synes, at du skal tage cykelhjelmen på, når du cykler. Men vi synes ikke, at vi skal nå frem til et samfund, hvor børn og unge under 15 år bliver kriminaliseret og idømmes bøder – og hvor unge vælger en aktiv og bæredygtig mobilitetsform fra, fordi de ikke vil have hjelm på.
Kære Frej; det kan godt være dine forældre har givet op, men det har vi ikke i Cyklistforbundet. Vores utrættelige arbejde gennem generationer har ført til, at det trods alt er nogenlunde trygt og sikkert at cykle mange steder i Danmark. Arbejdet er ikke fuldført. Men vi fortsætter ufortrødent, så du trygt og roligt kan cykle – også når du bliver gammel nok til at få et kørekort til en bil.
fortsæt med at læse
Vi skal lære turisterne at cykle
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
