Debatindlæg afOle Kristensen

Stadeholder på papirøen

Stadeholder i debatindlæg: Unikke Papirøen skal ikke ofres for endnu et prestigebyggeri i havnen

Lyt til artiklen

Papirøen bliver fra 1.1.2018 jævnet med jorden for at give plads til endnu et prestigebyggeri langs Københavns Havn.

By & Havn, rigmanden Klaus Kastbjerg og pensionsselskabet Danica har indgået et offentlig-privat partnerskab, der skal sikre, at området bliver delvis offentligt med funktioner som en svømmehal, en mindre food court, et mindre grønt område samt 25 procent almennyttige boliger. Alt dette kan vise sig at være spin, hvilket er set mange gange før langs havnen, når prestigebyggeri tilrettelægges og udføres og skal gøres spiseligt.

København får travlt: Skal skaffe millioner til Papirøens kunstcenter på under et år

Kig på Nordhavn og Sydhavnen, hvor By & Havn har opgivet flere almennyttige hensyn, og hvor ejerboliger udbydes til svimlende priser.

Tidligere overborgmester i København og nuværende administrerende direktør for By & Havn Jens Kramer Mikkelsen (S) udtaler, at Papirøen er Københavns kronjuvel. Denne juvel har igennem Copenhagen Street Foods (CSF) succes udviklet sig til et tilløbsstykke af dimensioner.

Inderhavnsbroen fra Nyhavn har gjort Papirøen til en del af centrum. I 2017 vil mere end 2 millioner gæster have besøgt CSF, som dermed er rykket op i topplacering over attraktive københavnertilbud på linje med Tivoli og Christiania. Turister og lokale søger Papirøen for at spise, drikke og nyde de unikke forhold i en kreativ og afslappet atmosfære med udsigt over havnen. Der chilles og hygges på havnekajen, og alverdens medier har omtalt CSF som et unikt madmarked med appel til alle.

Samtidig står CSF for en værdipolitik om økologi, bæredygtighed og fair priser, arbejdspladser for mere end 300 mennesker, en samlet omsætning på flere hundrede mio. kr., integration af mange nationaliteter og samarbejde med Street Food-markeder i hele verden.

Maden har skabt Papirøen – slå det ikke ihjel

Derfor skal papirøen være Københavns dagligstue. Et kreativt og rekreativt område, der udvikles af københavnerne selv. Her har vi et unikt stykke jord i centrum, hvor der ikke skal tages hensyn til støjforhold og naboer.

Frank Jensen, turistorganisationer, erhvervslivet og mange andre vil kunne stå frem globalt og fortælle, at København har fået et unikt samværs- og fællesskabsrum baseret på lokale værdier. Københavns Hyde Park eller Central Park. Et samlingssted, der honorerer almindelige menneskers behov, et unikt rum for fællesskab og drømme, der ikke næres af profit og grådighed.

Copenhagen Street Food har allerede sat Papirøen på verdenskortet. København og københavnerne kan nu udvide domænet, så Papirøen bliver en sammenhængende folkets ø.

Ole Kristensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her