Mediebias og partisan news er store samtaleemner internationalt, men herhjemme er det, som om de færreste kender begreberne. Og det er bemærkelsesværdigt, da vi vil vove den påstand, at partisan news er det nye fake news og allerede nu har nået et niveau, hvor fænomenet kan karakteriseres som en af de største trusler mod den demokratiske samtale.
Partisan news dækker over ’partiske nyheder’, der viser sig dels i selektionsbias, dels i vinklingsbias, hvor bestemte nyheder fra bestemte kilder udvælges og vinkles på en måde, så de kan slå en tone an i tråd med en bestemt ønsket dagsorden.
Vi ser det mere sporadisk – men stadig tiltagende – hos de 10 store danske medier, om end det især er blandt de nye medier, fænomenet slår igennem. Her er netmediet Pio værd at fremhæve, efter at Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, i en mail for nylig opfordrede partiets medlemmer til at holde sig opdateret med nyheder fra medier som Pio frem for mere etablerede danske medier. Vi skal imidlertid tilbage til 2018 for at forstå problematikken: Her afviste chefredaktør Jens Jonatan Steen i et interview med Fagbladet Journalisten, at mediet de facto er Socialdemokratiets talerør, samtidig med at netavisen tydeligt tilkendegiver et mediebias: »(…) Vi synes, det er et adelsmærke, at man klart og utvetydigt deklarerer, hvor man står og kommer fra«, lød det fra Jens Jonatan Steen. Men den rygende pistol er jo lige præcis, hvis udgangspunktet er, at man ’holder med nogen’ i sit selektions- og vinklingsbias, når man samtidig sælger sig selv som »fuldstændig uafhængig«.
Pio er indbegrebet af partisan news, men hvordan er det kommet så vidt, at vi accepterer, at medier og journalister agerer mikrofonholdere for en bestemt partiskhed, med hvilken verden fremstilles tiltagende tendentiøst?
Journalister må være mere end tilstræbt objektive i deres fremstilling af virkeligheden, og det kræver, at de hænger deres politiske holdninger med overtøjet ude i garderoben, inden de sætter sig ved tastaturet
Distinktionen mellem ’vinkling’ og ’virkelighed’ går langt tilbage. Stoikerne skelnede mellem tynchanon og pragma; mellem begivenheders materielle plan og begivenheders betydningsplan. Den danske filosof Ole Fogh Kirkeby indfanger det med begrebsparret almabegivenheden og protobegivenheden: Der er det, som sker (almabegivenheden), og der er, hvordan det udlægges eller gives betydning (protobegivenheden). Journalisters fornemste opgave er med så stor præcision som muligt at udlægge en begivenhed, som den skete. Det, som vi er vidne til, er en tiltagende kløft mellem begivenhederne, som de skete, og begivenhederne, som de bliver udlagt. Sat på spidsen: Flere journalister holder sig ikke længere til at rapportere nyhederne; de har tendens til selv at skabe dem.
En del af denne kløft kan forklares med, at journalister er mennesker, og at de som mennesker er forfaldne til en række biases. Det gælder eksempelvis confirmation bias, som tilsiger, at vi har tendens til at udvælge og fortolke information, så det passer med vores verdensanskuelse. En anden del af kløften kan forklares med en øget iver efter at holdningspåvirke. En tendens, som kan læses i sammenhæng med postmodernismens indtog, som har skærpet opmærksomheden på afkoblingen fra virkeligheden, da store dele af postmodernismen opererer med en forståelse af virkeligheden som socialt konstrueret. Disse indsigter har gjort det magtpåliggende at styre, hvordan folk påvirkes diskursivt til at opfatte verden på en bestemt måde, hvorfor vi ser en brutalisering i metoderne, hvormed man holdningspåvirker.
Samtidig inviterer postmodernismen til kritisk refleksion, da den har som grundpræmis, at vi altid vil være påvirket af ideologier og diskurser og derfor