Som pædagoger bliver vi ofte mødt med beundring over, at vi kan holde en hverdag ud med dårlige normeringer, skrigende børn og rækker af møder, lortebleer, snotnæser og undtagelsesvist et ledigt sekund til en tissepause. Og det hele til en imponerende lav løn.
Vi møder til gengæld sjældent nogen, der spørger interesseret ind til vores fag, sådan som arkitekten eller lægen oplever det. Vi må nok erkende, at vi får mere medlidenhed end faglig respekt. Og mens vi sætter stor pris på, at mange har set alvoren i dårlige normeringer, kan man få den mistanke, at manglende respekt for faget måske netop er årsagen til, at vores institutioner er så dårligt normeret.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

