Jeg, Ida Antvorskov, er uddannet pædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi. Jeg har tidligere arbejdet som pædagogisk udviklingskonsulent, men jeg arbejder ikke længere i den pædagogiske praksis, fordi jeg ikke kunne holde ud, at vilkårene blev ringere og ringere.
Det var dog først, da jeg selv blev mor, og mit barn kom i institution, at jeg virkelig fik øjnene op for, hvor grelt det står til derude. Jeg oplevede et fagligt dygtigt personale, men jeg så også, hvor stærkt de skulle løbe, og hvordan enderne alligevel næsten ikke kunne mødes. Jeg så, hvordan personale, der turde forholde sig kritisk til rammerne, blev udskammet, sygemeldt og i værste fald overflyttet til byens dårligste institution for derefter at sige op. Jeg oplevede, at pædagogerne fik mundkurv på over for mig, fordi jeg var en ’kritisk forælder’. Men værst af alt så jeg, hvordan børnene mistrivedes i takt med store udskiftninger i personalegruppen for få hænder og nye pædagogiske retningslinjer, der gang på gang ændrede hverdagsrutinerne.
