I Politikens kronik lørdag 6. november beskriver formanden for Jordemoderforeningen, Lis Munk, de ringe forhold på landets fødeafdelinger. Der er ikke nok jordemødre til at klare de dage, hvor der er mange fødende. Hun skriver, at der er en »systematisk undernormering af jordemødre på fødegangene«. Budskabet er fremført ofte i den senere tid.
Det, som undrer mig i den aktuelle debat om manglen på jordemødre, er, at den kommer, på trods af at der aldrig har været så mange jordemødre på sygehusene, som der er nu. Siden år 2001 er antallet, omregnet til fuldtidsansatte, vokset med knap 700 jordemødre eller 68 procent. Antallet af fødsler har i perioden været nogenlunde konstant på omkring 60.000. I 2001 havde en jordemoder i gennemsnit 62 fødsler per år, og i 2020 godt det halve, 36. Tallene er stort set de samme i alle fem regioner. Det spørgsmål, vi må stille, er derfor: Hvilke andre opgaver løser jordemødrene, som ikke går ud på at hjælpe de fødende? Eller blev fødende for 20 år siden alvorligt forsømt, uden at de gav deres utilfredshed til kende?
