PET-kommissionen barsler i dag efter et næsten 11-årigt elefantsvangerskab med resultatet af sin undersøgelse. I vægt og omfang er der ikke tale om en mus. Tidligere har jeg i Politiken sat spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af den undersøgelsesform, som Justitsministeriet valgte, da man ved en lov for over ti år siden fik nedsat PET-kommissionen. Ved valg af undersøgelsesform skulle der nemlig også tages hensyn til – og jeg citerer – »at der i forbindelse med undersøgelsen kan fremkomme oplysninger, der er belastende for enkeltpersoner, og at sådanne oplysninger kan give anledning til, at de kompetente myndigheder ... efterfølgende rejser straffesag eller disciplinærsag mod de pågældende personer«. For at tage højde for denne helt teoretiske mulighed måtte man gennem undersøgelsen sikre de berørte embedsmænd og ministre de mange retsgarantier, hvorved der blev skabt en usmidig og formalistisk procesform. Undersøgelsen fik en retlig – i stedet for alene en opklarende – karakter. Jeg havde foretrukket en form for ’Sandhedskommission’ med bl.a. den konsekvens, at de involverede embedsmænd i undersøgelsesperioden skulle løses fra deres tavshedspligt samtidig med, at det skulle tilkendegives over for dem, at der uanset udfaldet af undersøgelsen ikke ville blive gjort et retligt ansvar gældende mod dem. Sandheden har lettere ved at komme frem under en mere formløs og tvangfri undersøgelse af denne karakter. En anden genetisk mangel ved hele projektet er, at man ikke lod undersøgelsen omfatte Forsvarets Efterretningstjeneste. Der er historiske eksempler på, at denne efterretningstjeneste ikke holdt sig tilbage med hensyn til at gennemføre efterretningsvirksomhed i Danmark på det politiske område. For egen regning vil jeg med min erfaring hævde, at soldaterne ikke havde tillid til, at politiet kunne udføre opgaven godt nok. PET var simpelthen i for kort snor. Jeg har set dele af beretningen i udkast, og mange af mine bange anelser viser sig at holde stik. Dette fremgår da også af mit høringssvar til kommissionen, som jeg som en selvfølge – også ud fra det almindelige princip om kontradiktion – går ud fra findes optrykt som bilag til beretningen. Der er vistnok tradition for, at embedsmænd, som på denne måde har været inddraget i en undersøgelse, vælger at gå i flyverskjul. Opfattelsen er den, at det ikke nytter ene mand at gå op imod systemet, og hvad nytter ens ord over for resultatet af en kongelig kommissions ’objektivt videnskabelige’ granskninger og konklusioner. For mit vedkommende har jeg imidlertid valgt at give beretningen nogle velmente ord med på vejen. Det skylder jeg den historiske realitet. Med den viden, jeg har på nuværende tidspunkt, må jeg konstatere, at ikke alene valgte man en uhensigtsmæssig undersøgelsesform. Man undlod også at sikre kommissionen en tilstrækkelig bred og alsidig faglig sammensætning. Kommissionen har f.eks. helt åbenbart været uden indsigt i afgørende politi- og efterretningsmæssige tankegange. Samme fejl begik man ikke i Norge, da man der gennemførte en – i forhold til den danske – meget smidig historisk undersøgelse. Når man læser (dele af) beretningen, må man jævnligt undre sig. Der er for mange undersøgelsesmæssige løse ender, som har fået lov til at hænge frit i de ti år, der er gået fra nedsættelsen af kommissionen. Der er f.eks. vigtige vidner, der ikke er blevet afhørt, og i visse tilfælde har man uprøvet lagt påstande til grund eller forkastet påstande, selvom det have været muligt med en efterforskning, der ville have bragt kommissionen lidt nærmere til den sandhed, der aldrig kan indfanges. Den efterretningsmæssige ekspertise savnes også, når kommissionen som en anden Adso af Melk i ’Rosens navn’ sidder og vender og drejer de efterladte stumper dokumenter for at tænke sig frem til indretningen af virkeligheden for 20-40 år siden. Jeg savner også spor af en dybere indsigt i de departementale og ministerielle procedurer, der var af væsentlig betydning for PET’s måde at fungere på, og kommissionen har tilsyneladende ej heller haft indsigt i politiorganisatoriske problemstillinger og forhold, som har spillet en rolle for til bunds at forstå PET’s situation. Ikke at alt dette kan bebrejdes de dommere, der fik til opgave at lede kommissionsarbejdet. Danske dommere er jo ikke rutinerede undersøgelsesdommere, som man f.eks. kender det fra Frankrig og Italien. Danske dommere får tygget mad og føler størst tryghed i retssalens rolige og ufarlige atmosfære, hvor parterne forelægger sagerne for dem. (Jeg har dog kendt dynamiske dommere, som havde en anden indstilling til oplysning af sagerne). De beskrevne mangler har efter min opfattelse fået som konsekvens, at man på en række områder ikke har været i stand til tilfredsstillende at blotlægge adækvate og sammenhængende relevante historiske forløb. Og af samme årsag har man ikke altid gennemført rimelige ræsonnementer på det givne grundlag. Men min viden er altså baseret på en meget begrænset del af beretningen. Men skal man kritisere dommerne direkte for noget, så er der nu nok at tage fat i. For det første vil jeg sige, at jeg ikke mindes at have oplevet en så ringe kvalitet af de retsbøger, jeg har fået forelagt til efterfølgende godkendelse. Andre afhørte har haft tilsvarende vurderinger.
Dette gør jo ikke så meget, kan man sige. Det gælder blot om at rette teksten, så den kommer til at være sammenhængende og i overensstemmelse med ens forklaring. Dette forudsætter imidlertid, at man tager sig sammen og bruger tiden på denne retteøvelse, hvortil kommer, at rettelserne jo skal gennemføres på grundlag af det officielle udkast til retsbog, som man får tilsendt – i øvrigt længe efter, at man har afgivet forklaring.
