Det var salig Poul Schlüter, der i sin tid erklærede, at ideologi er noget bras. Det danske samfund stod dengang i 1980’erne i en meget alvorlig krise. Festen var forbi efter 1960’ernes og 1970’ernes enorme vækstgilde med automatisk dyrtidsregulering, offentligt og privat byggeboom samt den største stigning i levestandard, man formentlig har set i noget land noget sted på denne – lidt tid endnu, må man håbe – grønne planet.
Og i kølvandet på dette orgie med hårde hvidevarer, vinkelstuer, personbiler og middelklassificering af den danske arbejderstand, måtte nogle voksne træde til og træffe de nødvendige, ubehagelige beslutninger, så velfærdssamfundet kunne vedblive med at bestå.
