Da pandemien ramte i 2020, reagerede Danmark hurtigt og beslutsomt. Grænser blev lukket, dele af samfundet sat på pause, og grundlæggende rettigheder blev midlertidigt indskrænket. Ikke fordi demokratiet blev opgivet i panik, men fordi indskrænkningen af vores sociale liv på det tidspunkt var både nødvendig og ansvarlig. Det var ikke frygten alene, der drev os. Det var også solidaritet, fornuft og ønsket om at beskytte liv i en situation, hvor passivitet kunne få katastrofale konsekvenser.
Men selv når beslutningerne er velbegrundede, har situationer, der minder om undtagelsestilstande, en pris. Vi begrænsede ikke kun bevægelsesfriheden, men i visse tilfælde også selve demokratiets maskinrum. Kritiske stemmer blev ofte skubbet ud i periferien – ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi kritik blev forvekslet med konspiration, skepsis med egoisme.
