Fremtiden er blevet væk. Begravet under murbrokkerne i det østlige Ukraine. I Gazas ruiner. Sammen med Charlie Kirk. Opløst og skyllet ud i havet med Grønlands smeltende indlandsis. Skjult i fedtemøget i vores døde fjorde. Fordampet i nye rekordtemperaturer. Paralyseret i Bruxelles’ kalejdoskopiske beslutningsgange. I FN-systemets monumentale afmagt. Udkonkurreret på sociale medier af badutspringere iført badedragter og kattekostumer.
Sjældent, hvis nogensinde i min levetid har udsigten for de kommende år været mere dyster. Og netop derfor har troen på fremtiden aldrig været vigtigere. Troen på, at vi i fællesskab kan flytte bjerge og udrydde sygdomme. Vækst, velstand og velfærd. Troen på, at vi i fællesskab kan bruge kunstig intelligens på en menneskelig og begavet måde. At vi kan leve i fred og fordragelighed. Og ikke mindst at vores børn og unge vil opleve en verden, der er bedre end i dag.
