SFO’ens computer kørte egentlig efter et snorlige rotationsprincip, selv om de store børn efterhånden lærte at efterligne min pædagog Hannes håndskrift og ændre i kø-rækkefølgen til den fedtede pc-skærm. Derfor var det sjældent, at den stoiske lejemorder Agent47 fra spillet Hitmanblev styret af mig, men når det endelig blev min tur, oplevede jeg, at mine valg alene dikterede historiens gang. Det kickstartede et kærlighedsforhold til mediet, som aldrig har sluppet mig.
For jer, der ikke gamer, har fortællingen om mediet ofte været ledsaget af advarsler om overforbrug, voldsforherligelse og sociale slagsider. Men i min levetid har spil udviklet sig fra at være nørdet nicheunderholdning til en global milliardindustri med massiv indflydelse på populærkulturen. Så selv jer, der aldrig har holdt en controller i hånden, må forstå, at spilmediet efterhånden er leveringsdygtigt i så stærke historier, at vi ikke længere kan betragte det som andet end kunst.
