Kulturelt har første fjerdedel af 21. århundrede været som en lang fest. Det har været sjovt, og det har været fortryllende.
I de 25 år, som er gået, har vi set en gennemgribende nedbrydning af kulturelle hierarkier og en hidtil uset udbredelse af kunst og kultur. Internettet har opslugt musik, film og litteratur og sendt dem ud i alle retninger. Klassiske smagshierarkier er brudt sammen, vi er alle blevet anmeldere, og genrer, der engang levede i kældre og på lofter, er rykket ind i mainstream: fantasy og horror, elektronisk musik og hiphop. Overalt ser vi i dag et sprudlende remix af udtryksformer.
Tiden har således været præget af en udtalt poptimisme, hvor kommerciel kultur og popularitet er blevet fejret som demokratisering. Men som kritikere i den seneste tid har peget på, er kulturen ved at »gå i stå« (W. David Marx, Jason Farago). Streaming- og platformskapitalismen har gjort alt tilgængeligt på én gang, og algoritmerne har »udjævnet forskelle« (Kyle Chayka). Risikovilligheden er svundet ind, og det uforudsigelige og nyskabende er reduceret.
Resultatet er en kultur, der i stedet for diversitet er stadig mere præget af kommercialisering – af kitsch, realityformater og voksne, der opfører sig som børn. Hollywood befinder sig i en dyb krise og gentager konstant sig selv. Den ene superhelteserie afløses af den anden, og for tiden fylder tredje skud på Avatar-stammen, ’Fire and Ash’, biograflærrederne overalt på kloden. De største popstjerner er blevet profitjagende forretningsfolk uden originalitet, og den klassiske modkultur, man så fra 60’erne og frem, synes helt væk. Hvis avantgarden overhovedet findes, er den rykket til højre i form af en aggressiv memekultur, der kun ønsker at rive ned.
Manglen på nyskabelse har simpelthen skabt en form for kulturel tomgang eller retningsløshed i et samfund i ellers hastig forandring. Det er bekymrende, og derfor har dagens aviser og andre medier også et ansvar for ikke blot at bekræfte smag og tendenser, men at stimulere en samtale om kulturen ved at give plads til det uforudsigelige og turde sige, at noget er bedre og vigtigere end andet – i åben dialog med læserne, naturligvis.
I denne ai-tid har menneskelig kreativitet og dømmekraft måske aldrig været vigtigere. Så når festen nu er ved at ebbe ud, må nogen hellere tænde lyset og være med til at vise vejen videre.
Kulturen bør atter tænkes meget mere som et økosystem end som et goldt profitcenter.
fortsæt med at læse
