Der er øjeblikke, der i tilbageblikkets klare lys, er klare vendepunkter. Momenter, hvor det pludseligt bliver klart, at noget er gået for vidt, og at overklassen har mistet jordforbindelsen. Om den franske dronning Marie Antoinette nogensinde sagde »lad dem spise kage«, er nok tvivlsomt, men at hun havde en lille modellandsby i paladset i Versailles, hvor hun sammen med resten af adelsdamerne gik og legede bondepiger, mens landet sultede, er et faktum.
At rigmanden og hesteløbsentusiasten Cornelius Kingsley Garrison Billings i begyndelsen af det 20. århundrede arrangerede en stor middag og ombyggede en balsal, så den syvretters menu kunne indtages på hesteryg få år efter, at den danske fotograf Jakob Riis havde dokumenteret elendigheden få blokke derfra, kan heller ikke diskuteres. Der er også den barokke festmiddag, som den iranske shah arrangerede ved Persepolis i Iran for at fejre det iranske imperiums 2.500 års jubilæum. En middag med kaviar og champagne, som blev fløjet ind fra Maxim’s i Paris.
