Ceuta triggede endnu en gang et ubehandlet kollektivt flygtningetraume fra flygtningekrisen i 2015. Det paradoksale er, at vi ikke har fået traumet, fordi vi selv er flygtninge – men fordi vi har set flygtninge i stort antal krydse Middelhavet og siden vandre på vores danske motorveje. Så snart vi ser billeder af flygtninge eller migranter, der forsøger at komme ind i Europa, dukker følelserne fra 2015 op igen. Vrede, afmagt og utryghed fylder den offentlige debat. Der tales om invasion, og forestillingen om et sårbart Europa uden styr på sine grænser males frem. Nuancerne er dystre.
Men det er på tide at få behandlet traumet fra 2015, for dets magt får os til at hænge fast i fortiden, og så længe vi genfortæller samtiden i lyset af 2015, kommer vi ikke på løsninger, der kan fungere i fremtiden.
